Ressourcekrævende opgave: Så mange fuldtidsstillinger vil politiet bruge på at sikre udrejsecenter

Skrevet af Nicolai Busekist

20/05/2021
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Det vurderes, at der skal bruges mere end 60 fuldtidsansatte til at sikre udrejsecenter for udvisningsdømte kriminelle.

Dagens topnyheder

Fyns Politi kan se frem til en lang række nye opgaver grundet det nye udrejsecenter for udvisningsdømte kriminelle på det tidligere asylcenter Holmegaard på Sydlangeland.

Derfor vurderes det, at der er brug for at allokere hele 67 årsværk hertil. Det er svarende til den samlede arbejdstid for 67 personers fuldtidsarbejde i et år. 

Det skriver TV 2

TV 2 skriver, at det er for tidligt at give et konkret svar på, hvor mange betjente, der konkret skal allokeres til udrejsecenteret. Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet er der dog behov for 50 årsværk til en styrket politi- og sikkerhedsindsats. 

Betjentene vil blandt andet få til opgave at varetage sikkerheden på det nye udrejsecenter. Derudover vil de også skulle løse diverse opgaver i forbindelse med døgnbemanding og øget patruljering. 

"Vi har fået en meget stor og spændende opgave i at skulle stå for den politimæssige indsats i det kommende udrejsecenter Holmegaard på Sydlangeland," fortæller politidirektør Arne Gram i en pressemeddelelse. 

Derudover vurderer Arne Gram også, at man er klar til opgaven, ligesom han understreger, at beboerne på Langelands tryghed og sikkerhed er i fokus hos Fyns Politi. 

"Når centeret åbner, vil Fyns Politi derfor være til stede i et større omfang, end det er tilfældet i dag," lyder det fra Arne Gram. 

Det forventes, at det nye udrejsecenter kommer til at huse cirka 130 personer, der vil være en blanding af enlige på tålt ophold og udvisningsdømte.

Blandt beboerne på udrejsecentret finder man personer, der er dømt for vold, narkokriminalitet, voldtægt, røverier eller tyverier. I en mail til TV 2 oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet, at en 'væsentlig del af gruppen' af dem, der er på tålt ophold, er dømt for fx vold og seksualforbrydelser.