Rutinetjek førte til fund af flere hundrede kilo fyrværkeri

Skrevet af Mathias Nielsen

30/12/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Østjyllands Politi stoppede tilfældigt en varebil natten til fredag, og det skulle vise sig at være en klog beslutning, for her fandt man en stor mængde fyrværkeri.

Dagens topnyheder

En patrulje fra Østjyllands Politi kørte natten til fredag rundt i den sydøstlige del af Randers, hvor de fik øje på en varebil i en rundkørsel ved Merkurvej.

Patruljen besluttede sig for at stoppe varebilen for at lave et rutinetjek, og det skulle vise sig at være en rigtig god idé. Manden var ellers ganske samarbejdsvillig, og oplyste navn og CPR-nummer.

Manden fortalte dog, at han ikke havde noget ID på sig. Ved nærmere kig bag i bilens varerum viste det sig, at bilen var fyldt med kasser med fyrværkeri. Alle kasserne havde fået revet mærkaterne af, så man ikke kunne se, hvor det kom fra.

Da føreren af bilen ikke ville fortælle, hvor han havde købt fyrværkeriet henne, fik betjentene mistanke om, at det var stjålet, og han blev derfor anholdt og sigtet for tyveri fra et ukendt sted.

Fundet udgjorde hele 300 kg NEM (netto eksplosiv mængde), hvorfor ammunitionsrydningstjenesten (EOD) blev tilkaldt for at fjerne det hele på sikker vis. 

Efter at have spurgt yderligere ind til mandens identitet, erkendte han, at han havde udgivet sig for at være en anden.

Han opgav nu rette navn – det viste sig, at han var en 41-årig mand fra Viborg, der i øvrigt er frakendt kørekortet. Han blev derfor også sigtet for at have opgivet falsk navn og for kørsel i frakendelsestiden, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.