Skambidt til døde bag OK-tank: Nu beder politiet om hjælp

Skrevet af Julie Møller

01/10/2020
Bagved OK-tanken på Blomstervænget i Asnæs i Odsherred fandt den tragiske hændelse sted. Foto: Google Maps.
Bagved OK-tanken på Blomstervænget i Asnæs i Odsherred fandt den tragiske hændelse sted. Foto: Google Maps.
Politiet søger vidner til skambidning af en hund, som efterfølgende måtte aflives.

Dagens topnyheder

En gåtur fik forfærdelige konsekvenser, da en 65-årig kvinde tirsdag i sidste uge luftede sin hund. 

Tæt ved klokken syv om aftenen gik hun tur med sin hund, som løb frit på et grønt område ved en OK-tank på Blomstervænget i Asnæs i Odsherred.

Det skriver Lokalavisen.

Kvindens bil var parkeret ved en Aldi tæt ved, som hun sammen med hunden gik imod. Ved butikken stod en kvinde med to større hund i snor. Den 65-årige har forklaret, at en af de store hunde rev sig løs og løb efter den 65-åriges hund, der var en blandingshund af racen malteser/puddel. Herefter løb hundene om bag tanken, og hvad der helt konkret skete her, vides ikke.

Bagved OK-tanken på Blomstervænget i Asnæs i Odsherred fandt den tragiske hændelse sted. Foto: Google Maps.

Men den lille hund havde efterfølgende så alvorlige skader på kroppen og indre kvæstelser, at den måtte aflives.

Politiet beder om hjælp

Politiet vil rigtig gerne i kontakt med vidner, der kan være med til at opklare, hvad der skete bag tanken.

De har sigtet ejeren af de to store hunde for at overtræde hundeloven, da man mistænker, at det er hendes hund, som står bag skambidningen, skriver Lokalavisen. 

Hvis du har set den den lille sort/hvide blandingshund af racen malteser/puddel og de store hunde bag ved vaskehallen ved OK-tanken tirsdag aften omkring klokken 18.42 og har oplysninger om, hvordan hunden kom til skade, så hører politiet gerne fra dig.

Du kan kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4.