Skovsvin smed affald i naturen: Hun havde bare glemt en lille detalje

Skrevet af Emil Ryttergaard

14/02/2017
ARKIVFOTO
ARKIVFOTO
En kvinde fra Løgumkloster fik i dag et besøg af politiet, da hun ved flere lejligheder havde efterladt store mængder affald i naturen.

Dagens topnyheder

Det sker fra tid til anden, at man får lyst til at bevæge sig ud i de danske skove og nyde naturen. Her kan man høre fuglenes kvidren og mærke den danske muld under støvlerne. 

Det sidste, man ønsker, er at få spoleret sin naturoplevelse af andre menneskers skovsvineri, når nogle tager den lette vej og hensynsløst dumper vaskemaskiner, emballage eller andet affald i skoven. 

Skovsvinene bliver dog sjældent fanget, men engang imellem ryger der en synder i nettet, som en kvinde fra Løgumkloster oplevede i dag, skriver JyskeVestkysten

Kvinden havde ved flere lejligheder dumpet skrald i skoven, herunder bleer og en barnevogn, endda selvom hun boede tæt på en genbrugsstation.

Men i bunkerne af affald havde kvinden glemt at fjerne et brev med tydelig adresse, hvilket førte politiet direkte til hendes hoveddør. 

Det glæder den lokale skovfoged, Torben Ravn, at skovsvinet denne gang blev fanget og kan straffes. 

- Vi er rigtig glade for at skovsvinet i dag blev fanget. Et meget privat brev, med en tydelig adresse, blev fundet i en barnevogn sammen med andet affald i Nybo plantage ved Løgumkloster. Som skovfoged og ansvarlig for området, ser jeg nu frem til at dette svineri nu stopper, skriver Torben Ravn i en kommentar til nyheden. 

Kvinden kan nu se frem til en bødestraf, hvis størrelse afhænger af den præcise mængde af det efterladte affald. 

Læs også historien om en mor, der finder en mærkelig klump på sit badeværelset og pludselig indser den utrolig klamme sandhed.