Sydjyllands Politi raser over respektløse danskere: 'Forestil dig, at det var din far, mor eller barn'

Skrevet af Nils Würtzenfeld

12/03/2018
En tæt tåge har mandag forårsaget adskillige ulykker på de danske motorveje. Samtidig er politiet fortørnede over flere bilisters adfærd i forbindelse med de mange trafikulykker.

Mest læste i dag

Mandag formiddag har været præget af trafikkaos og alvorlige ulykker i flere dele af landet på grund af en tung og diset tåge.

Både Fynske Motorvej og Sønderjyske Motorvej har været periodevis lukket i løbet af mandagen på grund af uheld på vejene, og det har flere gange fået politiet til at advare bilister og opfordre dem til at køre efter forholdene.

Værst er det gået for sig på Sønderjyske Motorvej, hvor to personer mandag morgen mistede livet efter et sammenstød med en lastbil. Derudover er hele 10 personer også blevet kvæstet efter en række andre ulykker som følge af den tætte tåge.

Det har flere gange fået Sydjyllands Politi til – på det kraftigste - at appellere til, at bilister sætter farten ned og tænder deres baglygter. Derudover har politiet gentagende gange opfordret bilister til at give plads til redningskøretøjer.

På trods af de gentagende advarsler har mange bilister valgt at overhøre politiets råd og anbefalinger.

Udover at mange bilister ikke har givet den fornødne plads til de redningskøretøjer, der blev tilkaldt i forbindelse med de mange trafikuheld, så oplevede politiet også, at flere bilister pludselig begyndte at vende om og køre imod færdselsretning for ikke at sidde fanget i trafikken.

Ved middagstid blev det så nødvendigt for Sydjyllands Politi at tale med store ord, da flere bilister begyndte at tage billeder af de mange bilulykker for efterfølgende at lægge dem på sociale medier.

-    Det er respektløst overfor de involverede og deres pårørende. Lad nu være! lød det fra politiet på Twitter, der minuttet efter fulgte op med følgende besked:

- Forestil dig, at det var din far, mor, dit barn eller din kone i et af køretøjerne. Lad være med at tage fotos og LAD VÆRE med at lægge dem på nettet!

I løbet af mandagen er den værste tåge dog lettet og trafikken flyder bedre på de danske motorveje.