Tiltale mod Peter Madsen: Han forberedte drabet på Kim Wall

Skrevet af Marie Vang

16/01/2018
Anklagemyndigheden har netop rejst tiltale i ubådssagen mod Peter Madsen.

Dagens topnyheder

Den 46-årige Peter Madsen vil blive tiltalt for drab, usømmelig omgang med lig og andet seksuelt forhold end samleje mod den kvindelig journalist Kim Wall.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

- Peter Madsen er i dag blevet tiltalt for drab. Ifølge anklageskriftet er drabet sket efter forudgående planlægning og forberedelse. Ifølge anklageskriftet er drabsmåden ukendt, men drabet kan være sket ved halsoverskæring eller kvælning. Der er samtidig rejst tiltale for andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter og for partering, skriver Københavns Politi.

Anklagemyndigheden vil kræve Peter Madsen idømt fængsel på livstid.

- Samtidig nedlægges der en sekundær påstand om forvaring. Spørgsmålet om forvaring er blevet forelagt Retslægerådet efter mentalundersøgelse af Peter Madsen. Retslægerådet har den 15. januar 2018 vurderet, at forvaring kan være påkrævet, oplyser politiet i pressemeddelelsen.

Peter Madsen og svenske Kim Wall sejlede ud i Køge Bugt den 10. august sidste år, hvorefter drabet fandt sted.

Peter Madsen er i øjeblikket varetægtsfængslet med frist til den 7. februar 2018. Herefter vil anklagemyndigheden begære Peter Madsen fængslet frem til dom.

Retssagen mod ham starter den 8. marts 2018. Der forventes dom i sagen den 25. april.

Læs også: Peter Madsen - fortællingen om en enspænder