Uhyggelig episode fanget af overvågning: Her bliver lille pige kidnappet ved højlys dag

Skrevet af Kristine Bugbee

29/01/2018
Her kidnappes en lille pige ved højlys dag.
Her kidnappes en lille pige ved højlys dag.
En skræmmende overvågningsvideo viser en mand kidnappe en pige og tvinge hende ind i sin bil. Den voldsomme hændelse fandt sted i sidste måned.

Dagens topnyheder

Amerikanske myndigheder har fredag frigivet en dramatisk video, som viser det øjeblik, hvor en lille pige bliver kidnappet på åben gade ved højlys dag.

Optagelsen er fra Calumet City, som er en forstad til Chicago i USA.

Den voldsomme episode fandt sted 20. december omkring klokken 15.30, og FBI i Chicago har offentliggjort videoen i håb om, at vidner genkender bilen, som muligvis har været brugt i forbindelse med andre forbrydelser. Det skriver New York Post

Efterforskere har ikke offentliggjort offerets alder, men der er angiveligt tale om en 'ung pige'. Den formodede kidnapper, en 38-årig mand, er blevet identificeret og anholdt.

I videoen ser man, hvordan manden står ved siden af sin røde firehjulstrækker, da pigen, som er blevet sløret i klippet, intetanende kommer gående på samme side af vejen. 

Han stiller sig ud til fortorvet, og da hun kommer tæt nok på, griber han pludselig fat i hende og slæber hende hen til sin bil, hvorefter han kører væk med hende. 

Ifølge myndighederne parkerede manden lidt efter i en gyde, hvor han misbrugte pigen seksuelt. Det lykkedes hende efterfølgende at komme fri og få hjælp af en tilfældigt forbipasserende bilist, som hun gjorde fagter til. 

Bilisten alarmerede straks politiet. 

Ifølge FBI er det angivede tidspunkt i videoen forkert. Episoden fandt som nævnt sted om eftermiddagen klokken 15.30. 

Den mistænkte kidnapper blev ved hjælp af overvågningsvideoen identificeret og anholdt 27. december, og han er nu varetægtsfængslet og sigtet for kidnapning.

FBI håber, at frigivelsen af den skræmmende video kan hjælpe med den videre efterforskning, inden den 38-årige formodede gerningsmand skal i retten 20. februar. Myndigheder har mistanke om, at den røde firehjulstrækker kan have været brugt i andre sammenhænge. 

Den mistænkte kidnapper står ifølge New York Post til at modtage den maksimale straf for sin forbrydelse, som er livstid i fængsel.

Se den uhyggelige video herunder.