Ung mand fløjet på hospitalet: Kørte ind i hus

Skrevet af Nicolai Busekist

21/03/2021
Foto: Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix
Søndag morgen er en 21-årig mand kommet til skade i en soloulykke, hvor han kørte ind i et hus.

Dagens topnyheder

En 21-årig mand fra Thyborøn er søndag morgen blevet fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby, efter at være kommet slemt til skade i en alvorlig soloulykke. Det skriver TV MIDTVEST.

Den unge mand blev fundet liggende ved siden af en forulykket bil på Vesterhavsgade i Thyborøn af en forbipasserende. Her blev han fundet kort før kl. 07 søndag morgen. 

Den forbipasserende fik straks tilkaldt både ambulance og politi, hvorefter anmelderen gik i gang med at udføre førstehjælp. Vedkommende blev på stedet, indtil både ambulance og politi var nået frem til ulykkesstedet. 

De fremmødte redningsfolk var i stand til at få kontakt med den 21-årige mand, der havde genfundet sin bevidsthed, da redningsfolkene ankom til stedet. 

Han havde dog pådraget sig alvorlige skader i ulykken, hvorfor han med en lægehelikopter blev fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby 

Ulykken undersøges 

Ifølge politiet er der tale om en soloulykke, men de ved endnu ikke, hvordan ulykken er sket. 

Til TV MIDTVEST fortæller vagtchef Jesper Brøndum fra Midt- og Vestjyllands Politi dog, at de i sådanne sager ofte mistænker, at der har været enten alkohol eller stoffer involveret. Derfor har de også bedt om at få en blodprøve fra hospitalet i Skejby. 

"Af en eller anden grund er han kørt ind i hus, og det har slynget ham ud af bilen. Men hvad der ligger forud for ulykken, skal vi først til at undersøge. Ved denne slags ulykker mistænker vi altid, at der kan have været alkohol eller stoffer involveret, og derfor har vi bedt om blodprøver fra Skejby," fortæller vagtchef Jesper Brøndum fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST. 

Desuden har politiet oplyst, at den 21-årige mands skader er alvorlige, men ikke kritiske. En bilinspektør skal nu undersøge ulykkesstedet nærmere, så det kan kortlægges, hvad der er sket.