Ung mand tog sig en køretur: Nu mangler han sin Audi og risikerer fængselsstraf

Skrevet af Nicolai Busekist

09/04/2021
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En ung mand i 20’erne har fået konfiskeret sin dyre Audi af politiet. Ikke nok med det, så risikerer han også at få en fængselsstraf.

Mest læste i dag

En ung mand i 20’erne havde for meget fart i sin Audi, da han blev mødt af politiet fredag. Her blev han nemlig målt til at have kørt hele 170 km/t i en zone, hvor det var tilladt at køre 70 km/t. Derfor blev den unge mans bil konfiskeret af politiet, ligesom han risikerer at blive idømt en fængselsstraf.

Det skriver TV MIDTVEST. 

Overfor TV MIDTVEST fortæller Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, at der var tale om et forholdsvist anonymt færdselskøretøj, der foretog målingen på den unge mand. Politibilen kørte i hælene på ham på en landevej i Thisted-området, oplyser han 

"Ved et kryds var farten nedsat til 70 km/t, og han drønede igennem. Det kunne lige så godt have gået galt," siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch til TV MIDTVEST. 

I og med, at den unge mand har kørt, som han har kørt, var politiet i henhold til en ny lov om vanvidskørsel i deres ret til at konfiskere den unge mands Audi A5. Det sker kun få dage efter, at loven trådte i kraft. 

Ifølge vagtchef Jens Claumarch er der dog en måde, hvorpå den unge mand kan få sin bil igen. Det er dog ikke sikkert, at det bliver en billig måde at gøre det på. 

"Så skal han købe den på auktion. Nu skal vi have sagen behandlet, hvorefter vi sætter en pris på bilen, inden den bliver sendt til Holstebro Auktioner," fortæller Jens Claumarch til TV MIDTVEST. 

Ikke nok med, at han har måtte vinke farvel til sin Audi A5, så risikerer den unge mand også både en ubetinget frakendelse af kørekortet og en fængselsstraf.

Det er op til Anklagemyndigheden at afgøre, hvor meget man ender med at sigte manden for med den nye lov om vanvidskørsel.