Uønskede gæster på Aros: Så blev der ringet

Skrevet af Julie Møller

31/05/2021
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
De to mænd var ikke velkomne på kunstmuseet.

Dagens topnyheder

Der har ikke været mange besøgende på Aros i Aarhus i den seneste tid. Derfor er kunstmuseet uden tvivl glade for igen at kunne åbne dørene for kunstglade gæster.

Men søndag var der dog to mænd, der ikke fik lov til at komme ind.

Det skriver Østjyllands Politi i den seneste døgnrapport. 

Søndag kl. 10.46 fik politiet en henvendelse fra kunstmuseet, da der befandt sig to personer, som ikke var velkomne på stedet. Den ene gik rundt ude foran og udviste mistænkelig adfærd, mens den anden var blevet tilbageholdt inde på museet, idet han havde forsøgt at komme ind uden billet.

Nægtede at samarbejde

Betjentene tog kontakt til manden udenfor, der virkede narkopåvirket, og bad ham oplyse navn og fødselsdato. Dette havde han dog ikke lyst at oplyse, på trods af flere opfordringer, og han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven. Betjentene visiterede herefter manden, der blev fundet i besiddelse af fem små frimærker, der formodedes at være LSD-frimærker. Han blev derfor også sigtet for besiddelse af narkotika.

Mens betjentene stod med den anholdte, der viste sig at være en 30-årig mand, blev de kontaktet af personalet, der havde tilbageholdt den anden mand inde på museet. De oplyste, at de to mænd var ankommet til stedet sammen.

Den tilbageholdte mand, der var 25 år gammel, blev også anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet museets medarbejder forklarede til politiet, at manden havde optrådt voldeligt over for ham. Den 25-årige mand virkede også narkopåvirket, og de fik begge lov til at sove rusen ud i detentionen.