Vestjysk far stikker af fra politiet med 160 kilometer i timen - og sine to børn på bagsædet

Skrevet af Ninna Andreasen

29/10/2016
Den 27-årige mand kom blæsende i fuld fart forbi en patruljevogn. Da politiet satte efter ham, forsøgte han at stikke af.

Dagens topnyheder

De sociale myndigheder bliver nu inddraget, efter en 27-årig far i aftes forsøgte at stikke af fra politiet med sine to børn på bagsædet.

Omkring klokken 20.17 fredag aften kørte manden i fuld fart forbi en politipatrulje. Patruljebilen satte efter ham, og det endte i en biljagt, skriver Newsbreak

Politibilen vendte rundt, og politiet forsøgte at få manden til at stoppe. Han havde øjensynligt dog ikke lyst til at tale med politiet. I stedet øgede han farten og var på et tidspunkt oppe på 160 kilometer i timen.

I første omgang lykkedes det manden at slippe væk fra politiet. Men patruljen fandt ham igen senere ved en landejendom. Han havde ikke noget at gøre på stedet, men har ifølge politiet formentlig forsøgt at skjule sig.

Den 27-årige fortalte politiet, at han havde taget amfetamin og røget hash. Betjentene opdagede, at mandens børn på tre og fem år sad på bagsædet.

Der blev ringet efter børnenes mor,som kom og hentede dem. Under ventetiden viste det sig, at den 27-årige ikke har kørekort og aldrig har haft det. Bilen, han kørte i, var hverken forsikret eller indregistreret, og pladerne på den var stjålet. Derfor er bilen nu beslaglagt.

På grund af børnene på bagsædet er de sociale myndigheder nu involveret i sagen.