Vildt vejr har ramt Danmark: Flere huse brændt efter lynnedslag

Skrevet af Nils Würtzenfeld

30/04/2018
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Mandag har et voldsomt vejr ramt flere steder i landet. På Fyn har flere boliger fået brandskader efter lynnedslag.

Dagens topnyheder

Mandag formiddag har regn og voldsomt vejr ramt flere steder i Danmark, og det har ført til, at to huse i byen Strib på Vestfyn er brudt i brand efter lynnedslag. Det oplyser Fyns Politi.

- Der har været lynnedslag på Møllebakken i Strib. Derfor er der ild i hus nummer 37 og nummer 57, siger indsatsleder Jan Møller i en udtalelse og fortsætter:

- Brand- og redningskøretøjer er på stedet, og slukning er i gang. Sammen med politiet er vi i gang med at undersøge de øvrige ejendomme på vejen, men vil gerne have hjælp fra ejerne til at komme ind og undersøge husene.

Det er siden blevet oplyst, at ilden nu er helt slukket, men at begge huse er så godt som nedbrændte.

Det frygtes dog, at de to huse ikke er de eneste, der kan være beskadiget af det voldsomme vejr. Derfor har Trekantområdets Brandvæsen opfordret borgere med adresse på Møllebakken til at køre hjem for at se til deres huse.

Samtidig oplyser Middelfart Kommunes på deres hjemmeside, at flere lygtepæle og telefonskabe ligeledes er sprængt op af lyn. Også vandforsyningen er ramt i flere steder i området.

Hen af mandag eftermiddag er det værste uvejr dog stilnet af. Det oplyser Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog hos DMI. Derfor har man også trukket varslet om skybrud tilbage.

- Vi har fået meget nedbør i store dele af landet i løbet af dagen. Værst har det været i Sønderjylland. Nede ved grænsen har vi fået over 30 millimeter regn og kraftige tordenbyger. Så her er der blevet målt skybrud. I Ribe er der også kommet omkring 24 mm nedbør, så det har regnet rigtig meget i dag, forklarer han til EB.dk.

Han advarer dog fortsat mod vand på vejene flere steder, men understreger, at det værste regn er overstået.

- Der er stadig regn over det centrale Jylland, men det bevæger sig hurtigt væk fra landet og op mod Sverige og Norge i øjeblikket. Det regner stadig, men den kraftige aktivitet er der ikke længere, og derfor har jeg fjernet varslet om skybrud, fordi de 15 millimeter på 30 minutter ikke opnås længere, siger meteorologen til EB.dk.