Den svenske møbelgigant har torsdag morgen valgt at tilbagekalde det populære produkt, der på grund af en forkert møtrik er i fare for at vælte ned over folk.
Lige nu læser andre
IKEA har torsdag morgen valgt at tilbagekalde opbevaringssystemet ELVARLI, da den svenske møbelgigant har sat forkerte møtrikker i produktets stolper.
Der er dermed risiko for, at opbevaringssystemet, der er en kombination af en skohylde og et tøjstativ, kan løsne sig og vælte.
IKEA opfordrer kunder, der har købt produktet, om straks at afmontere stolperne med de forkerte møtrikker i, og herefter bør man aflevere dem i et af kædens varehuse, hvor den fulde pris vil blive refunderet.
De forkerte møtrikker i stolperne gør det vanskeligt eller umuligt at skabe tilstrækkelig spænding til at fastgøre stolpen mellem gulv og loft, skriver IKEA i en pressemeddelse.

IKEA har ikke modtaget kundereklamationer eller rapporter om, at mennesker er kommet til skade, og anser risikoen for uheld som lav.
– Trods dette kan effekten af et uheld være alvorlig, og derfor opfordrer vi vores kunder til at aflevere produktet tilbage, lyder det fra møbelgiganten.
Der er solgt omkring 3.800 af stolperne på verdensplan – cirka 60 er solgt i danske IKEA-varehuse.