Den første lørdag i oktober kaster ti nye amatørbagere sig ud i udfordringerne, når den nye sæson af Den store bagedyst har premiere.
Lige nu læser andre
Siden programmets første sæson har seerne været vilde med Bagedysten, derfor er der heller ikke blevet ændret meget på det populære program, men alligevel er der dog et par nye indslag hist og her.
“Vi har været i udviklingsværkstedet og fundet på nye temaer og udfordringer, som kan give spænding og udfordre alle,” siger Søren Olsen, der også løfter lidt af sløret for, hvilke kagediscipliner deltagerne skal begive sig ud i.
“Vi kommer igen i år til at udfordre deltagerne på rigtig mange forskellige måder. De skal bage tyske kager, lave høje kagekonstruktioner og imponerende bryllupskager. De skal også udfordres af bagerlandsholdet og vise, at de kan nytænke en ‘kajkage’,” siger han.
Deltagere fra hele Danmark
De ti nye deltagere, som seerne skal lære at kende i løbet af denne sæson, kommer fra mange forskellige steder i landet og med mange forskellige baggrunde. Lige fra en frisør i Aalborg til en gymnasieelev i Hørsholm. Sæsonens yngste deltager er 17 år, mens den ældste er 59.
Læs også
Derudover er der også både gæster fra Tyskland og England forklarer Timm Vladimir, der igen i år er vært på programmet:
“Seerne kan se frem til en ny sæson, der igen vil samle danskerne om en aktivitet, som alle kan være med til, og som kan inspirere folk til selv at give sig i kast med bagningen og måske prøve nye opskrifter. Vi har selvfølgelig også rystet posen og glæder os til at få besøg af flere kompetente, udenlandske gæster, der for alvor udfordrer deltagerne med nye teknikker. Og så har vi et fantastisk deltagerfelt med fede personligheder, og jeg er sikker på, at alle kan finde deres personlige favorit at heppe på,” siger Timm Vladimir, der igen i år bliver flankeret af de to dommere, konditoren Katrine Foged Thomsen og bager og dessertkok Markus Grigo.
Sendes fortsat lørdag
Efter seks sæsoner med onsdag som sendedag blev 2018-udgaven af ’Den store bagedyst’ som noget nyt sendt om lørdagen. Sådan fortsætter det i år, da sendetidspunktet lørdag aften giver mange mulighed for at se programmet sammen.
“Den store bagedyst sendes igen om lørdagen, da vi sidste år kunne se, at det var en stor succes. Det var et af de programmer, som hele familien kunne samles om, hvilket er en klar ambition med programmet,” siger Søren Olsen. Udover at være et program med mange seere foran fjernsynet lørdag aften så 400.000 mennesker i 2018 i snit også med via DRTV.
Se de nye deltagere








