En australsk sygeplejerske har sagt op og er stået frem i medierne og fortalt, hvor presset det australske sundhedsvæsen er blandt andet på grund af et stigende antal coronapatienter.
Lige nu læser andre
Australien kæmper, ligesom det meste af verden, med den ekstremt smitsomme coronavariant Omikron, og en sygeplejerske har nu valgt at opsige sin stilling på Westmead Hospital i Sydney, fordi hun mener, at arbejdsforholdene skader hendes mentale helbred.
Ladbible skriver, at titusindvis af nye coronatilfælde bliver registreret hver dag i New South Wales, Queensland og Victoria i Australien, og at hospitalerne er presset til det yderste på grund af de mange ekstra patienter, som coronapandemien skaber.
Herhjemme hører vi også hele tiden om et presset sundhedssystem og sygeplejersker og læger, som råber op om overbelastede hospitaler og dårlige arbejdsforhold. De fleste vælger dog heldigvis at holde fast og blive ved med at arbejde og dermed sørge for, at vi alle sammen kan føle os sikre.
Sådan er det også i Australien, men for nogle bliver presset for stort, og én af dem er Amy Halvorsen, der har arbejdet som sygeplejerske i fire år og nu har valgt at sige op for at passe på sig selv.
Den nu arbejdsløse sygeplejerske har forklaret, hvordan Omikron-varianten har presset hospitalerne ekstra meget, fordi de nu ikke kun drukner i coronapatienter, men at de også bøvler med sygdom blandt personalet og med personale, som er i karantæne.
Amy beskrev situationen på hospitalet i Sydney som “skræmmende”, “kaotisk” og “farlig”. “Jeg er nervøs for at stå frem, men jeg tror på, at det her er ved at blive til en sundhedskrise, og offentligheden har brug for at vide hvor forfærdelig situation er på hospitalerne lige nu,” udtalte hun således til ABC.
Hun uddybede: “Folk har ikke lyst til at møde ind, fordi det er så skræmmende. Ingen har lyst til at komme i nærheden af stedet [hospitalet],” og forklarede desuden, at mange af hendes tidligere kolleger ikke havde lyst til at møde ind, fordi de var bange for, hvad der ventede dem.
Amy forklarede til ABC, at hun godt ved, at hendes opsigelse blot vil gøre presset på de tilbageværende sygeplejersker større, men at hun er bange for, at hendes mentale helbred ikke kan holde til det meget længere.
“Jeg ser på pengene i banken i slutningen af ugen, og jeg ser på hvor meget arbejde jeg putter i det fysisk, mentalt og følelsesmæssigt. Der er ikke balance. Den eneste måde jeg kan protestere på er ved at smutte,” forklarede hun således til ABC og uddybede: “Jeg er så træt af […] konstant at mærke presset af regeringens fejltagelser. Jeg vil gerne ud og nyde mit liv lidt mere.”
Ifølge Australiens ‘Department of Health’ har landet de seneste 24 timer registreret 78.035 tilfælde af Covid-19, og der er lige nu 3979 indlagte på grund af virusset, hvoraf 275 af dem er på intensiv, og 69 af dem ligger i respirator. Australien har i alt oplevet 2319 dødsfald til corona i løbet af pandemien.
Til sammenligning har Danmark, som har et indbyggertal, der er mindre end 25% af Australiens, registreret næsten 26.000 smittede de sidste 24 timer. Herhjemme er der desuden 756 indlagte med corona, hvoraf 82 er på intensiv, og 47 ligger i respirator. Vi har ifølge Sundhedsstyrelsen haft 3333 dødsfald i løbet af hele pandemien i Danmark.