Det var en speciel vejrudsigt, der blev sendt mandag aften.
Lige nu læser andre
Mandag aften var det en speciel vejrudsigt, der blev sendt på TV 2. Det var nemlig sidste gang, seerne kunne opleve vejrværten Per Christiansen tone frem på skærmen.
I den anledning var der skruet ekstra godt op for varmen. Femdøgnsskemaet efter nytår bød nemlig på 23 graders varme. Et vejr der passer Per Christiansen helt perfekt, skriver TV 2.
Læs også
“Mine meteorologkollegaer ville sikkert have valgt frost og snevejr. Det er sådan et vejr, de kan lide. Jeg har det helt modsat. Vindstille og varme – det er lige mig,” siger Per Christiansen om den lille spøg, der satte punktum for en 25 år lang karriere hos TV 2.
Mere tid med familien
Tilbage i november bekræftede Per Christiansen, at han takkede af som vejrvært.
“Den er rigtig nok. Jeg stopper ved udgangen af december. Sidste vagt den 28.,” skrev Per Christiansen til B.T, og tilføjede:
“Så må nye solkonger tage over.”
På TV 2 går Per Christiansen under navnet ‘Solkongen’, da han er glad for det varme og solrige vejr. Den 68-årige vejrvært kan se tilbage på en lang journalistkarriere, og nu er det livet som pensionist, der venter. Udover mere tid med familien, så vil han også prøve noget nyt.
“Som mange andre journalister, der har skiftende arbejdstider, har jeg ingen hobbyer. Men jeg har tit kigget med misundelse i aftenskolernes kursuskataloger, og nu får jeg mulighed for at deltage. Og så har jeg også planer om at nedskrive nogle af de mange practical jokes, jeg har udsat andre for gennem årene,” siger Per Christiansen til Billed Bladet.
Tilværelsen som pensionist kommer til at foregår i Aalborg, hvor Per Christiansen bor sammen med hustruen Zita Hvid. Derudover kommer han også til at få mere tid til parrets syv børnebørn. I det hele taget ser han frem til at kunne nyde livet uden en arbejdsplan, der spænder ben for aftaler og arrangementer.
“Jeg glæder mig til at kunne deltage i det sociale liv med familie og venner uden hele tiden at skulle konsultere vagtplaner og kalendere,” forklarer han.