Nu kan de blive vaccineret med en 3. dosis mod COVID-19, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.
Lige nu læser andre
Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at beboere på plejehjem får et tredje vaccinestik.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Det sker på baggrund af nye udmeldinger fra de europæiske lægemiddelmyndigheder og det europæiske smitteagentur.
Vaccinerne beskytter fortsat godt, så for alle andre er der på nuværende tidspunkt ikke behov for revaccination. Men for beboere på plejehjem anbefales nu et tredje stik, da de er i øget risiko for et alvorligt forløb af COVID-19, melder Sundhedsstyrelsen.
”Plejehjemsbeboerne var nogle af de første, vi vaccinerede i Danmark, og vi ved, at niveauet af immunitet falder over tid. Samtidig ved vi, at særligt ældre kan have et svækket respons på vaccination. Med den viden og i lyset af at vi nu ser en stigende smitte på plejehjemmene, så går vi i gang med revaccination. Vi ønsker at beskytte beboerne bedst muligt mod et alvorligt forløb af COVID-19,” siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Bilsted Probst.
Beboere på plejehjem vil få tilbudt et 3. stik på deres plejehjem, som en del af regionernes udkørende enheder, oplyser Sundhedsstyrelsen.
”Revaccination af beboerne på plejehjem vil begynde i den kommende uge. Vi har vaccinerne, og vi har heldigvis allerede erfaring med udrulning af vaccination på plejehjem. Fra 1. oktober vil plejehjemsbeboerne også blive vaccineret mod influenza,” siger Helene Bilsted Probst.
Smitte på plejehjem
Særligt i de seneste uger er der sket en øget tendens til smittetilfælde på plejehjem, hvor langt størstedelen er vaccinerede. På landets plejehjem er vaccinationsgraden 96 procent, og dermed er stort set alle tilfælde af smitte påvist efter vaccination.
Dette kan være et tidligt fingerpeg om, at der er behov for at øge beskyttelsen på plejehjemmene igennem revaccination, melder Sundhedsstyrelsen.