Ligesom med så meget andet i denne tid, så kan vi også give corona skylden for det.
Lige nu læser andre
Nøgletal for vandsektoren viser, at nedlukningen af samfundet betød et merforbrug af vand i de danske husstande i 2020. Mens hver af os brugte 101 liter vand i døgnet i gennemsnit i 2019, så steg det forbrug til 104 liter i døgnet under nedlukningen.
”Fordi danskerne har trukket ud i deres eget toilet derhjemme i stedet for på arbejdspladsen eller på undervisningsinstitutionen, så er vandregningen for den gennemsnitlige husstand steget med knap 200 kr. i forhold til året før. Når det er sagt, så faldt det samlede vandforbrug i samfundet en smule, da institutioner og erhvervslivet brugte mindre vand i 2020,” siger fagleder i DANVA, Thomas Sørensen, i en pressemeddelelse.
Læs også

Kan ikke opløses
Om danskerne under corona har anvendt flere vådservietter end tidligere skal være usagt, men vandselskaberne oplever en stigning i udgifterne til at rense stoppede pumper for de populære plasticklude. Vådservietter, der ikke kan opløses, må under ingen omstændigheder kastes i toilettet.
”Vandselskaberne oplyser, at problemet med vådservietter i kloakken er blevet fordoblet de seneste ti år. Der er i sidste ende kun vandkunderne til at betale de øgede udgifter, som vandselskaberne har fået af den grund,” siger Thomas Sørensen.

En undersøgelse, som DANVA har foretaget blandt vandselskaberne i foreningens benchmarking, viser, at vådservietter, der smides i toilettet, koster DANVAs medlemmer ca. 80 millioner kr. om året.