Olde er nu død.
Lige nu læser andre
Odense Zoo er blevet en legende fattigere, men en stjerne på himmelen rigere. Æselpingvinen Olde, verdens ældste pingvin, er her ikke mere. Det skriver Odense Zoo i et opslag på havens Facebookside.
Onsdag slog det lille pingvin-hjerte for sidste gang på grund af alderdom. Olde blev i alt 42 år og kunne have fejret sin 43-års fødselsdag, hvis hun havde levet den 16. maj.
42 år er væsentligt mere end det gennemsnitlige pingvinliv, som for æselpingvinen er 16 år.
Dermed har Olde altså levet over to pingvinliv, hvis man ser på alderen. Livet som pingvin har derfor heller ikke budt på så lidt for den kvindelige æselpingvin. Oprindelig startede Oldes liv i Edinburgh Zoo, hvor hun blev klækket tilbage i 1979.
Efter en tur i Biodome i Montreal flyttede pingvinen til Odense Zoo i 2003, hvor Olde altså levede frem til onsdag i denne uge. Det blev næsten til 20 år her. Når man er verdens ældste pingvin, så skal man selvfølgelig kunne bevise det.
I 2020 fik Æselpingvinen tildelt et diplom fra Guiness World Records som den ældste pingvin i fangenskab.
Oldes afgang er bestemt heller ikke gået ubemærket hen.
Henover torsdagen er det strømmet ind med kondolencer på Odense Zoos Facebook. Blandt andet skriver en Camilla Rasmussen:
“Sikke en smuk historie. Et langt liv til en smuk pingvin og en perfekt afslutning. Det må have været rart for jer som dyrepassere, at hun døde naturligt, og der ikke var brug for aflivning”.
Odense Zoo skriver, at Olde nu vil blive udstoppet.
Hvil i fred, Olde.