Sidste år blev det afholdt i London, og i år er det København, der ligger grund til.
Lige nu læser andre
Mange tror måske, at det fortsat er et spil, som kun fodboldtossede teenagedrenge sidder og spiller hjemme på værelset, men fodboldspillet FIFA er faktisk blevet så populært, at der afholdes VM, og der er endda en præmiepulje på hele 8,5 millioner kroner.
I 2019 blev VM i FIFA afholdt i O2-arena i den britiske hovedstad, og de sidste to år har det – ligesom meget andet – været aflyst på grund af corona.
Nu er det endelig muligt at afholde igen, og denne gang bliver det i Bella Arena i København.
Arrangementet bliver ifølge Ekstra Bladet større end nogensinde før, da det i år er blevet besluttet at slå det individuelle VM, klub-VM og VM for landshold sammen til ét stort event, der løber af stablen i juli i år.
Det oplyser FIFA i en pressemeddelelse.
Adrian Rölli, der er ‘Head of eFootball’ hos FIFA har udtalt:
“FIFA’s hovedambition er at give det globale fodbold- og spilfællesskab den største og mest prestigefyldte scene for at vise deres færdigheder. FIFAe-finalerne bliver stedet for alle for at se deres helte – eller for at blive én selv. Det her er den næste udvikling af FIFAe og den ultimative ramme for at skabe en langvarig arv af alle deltagere.”
Han har desuden uddybet: “Sammen med Dansk Boldspil-Union er vi meget glade for at byde velkommen til det utroligt passionerede fællesskab ved FIFAe-finalerne.”
“Esport er meget populært i Danmark og i resten af verden, hvor det fortsætter med at vokse og udvikle sig. Vi er både glade og stolte over, at FIFAe Finals 2022 vil finde sted i Danmark. Forhåbentlig vil det være en fantastisk begivenhed for både fans og spillere verden over,” har DBU-direktør Jakob Jensen udtalt i pressemeddelelsen.
Danmark er som værtsnation allerede kvalificeret til mesterskabet.
Hvis alt går efter planen, annoncerer DBU truppen på mandag, og her forventes det, at 16-årige Anders Vejrgang er med.
I starten af 2021 stoppede det unge FIFA-talents sejrsrække, da han tabte sin først kamp efter 535 sejre. Forhåbentlig kan han være med til at få endnu en sejr til VM til sommer.