Så kom der væsentlig flere nuller ind på kontoen.
Millioner af håbefulde spillere sad klar med krydsede fingre, men kun én billet sad på de magiske syv tal.
Nu er EuroMillions-historien skrevet om – og kontoudtoget for en heldig irsk vinder har næppe nogensinde set grønnere ud.
Hele 250 millioner euro – svarende til godt og vel 1,86 milliarder danske kroner – ruller nemlig nu videre fra lotteriets gevinstpulje direkte til én enkelt person et sted i Irland.
Vindertal: 13, 22, 23, 44 og 49. Lykketal: 3 og 5. Og formentlig også lykkebobler på køl.
Det er den største gevinst nogensinde vundet i Irland og Storbritannien og dermed en cementering af en ny rekord. Den tidligere rekord stammer fra 2022, hvor en spiller hev cirka 1,7 milliarder kroner hjem. I november 2024 nåede en vinder tæt på med 1,5 milliarder – men blev altså nu sat pænt og brutalt til vægs.
Det skriver The Independent.
EuroMillions, der trækkes i flere europæiske lande, har ry for at sende liv på økonomisk permanent ferie. Præmier af den kaliber er sjældne, men ikke utænkelige – og det er netop det, der gør spillet både håbefuldt og vanedannende.
Der er endnu ingen oplysninger om, hvor i Irland vinderen har købt sin billet, eller om vedkommende har meldt sig.