Produkterne er særligt populære i sommerperioden – og de er solgt på 21 danske hjemmesider
Lige nu læser andre
Produkterne lover en duft, der skulle skræmme myg på flugt, eller et diskret plaster, der gør det samme. Men hverken myggelys eller myggeplastre må sælges i Danmark – og nu har Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion sat hårdt ind over for salget på danske webshops.
Ifølge en pressemeddelelse fra styrelsen har 21 hjemmesider fået besked på at stoppe markedsføringen af produkterne, der ulovligt er blevet udbudt som insektmidler uden at være godkendt.
Myggeplastre påføres typisk hud eller tøj, mens myggelys spreder en duft i luften. Fælles for dem er, at de falder ind under kategorien biocidprodukter – og kræver godkendelse fra Miljøstyrelsen, før de må sælges.
“Mange af myggeplastrene indeholder kemikalier, som irriterer huden, kan være allergifremkaldende, og i værste fald kan de indeholde kræftfremkaldende stoffer,” lyder det fra Rasmus Borg Rabøl fra Kemikalieinspektionen.
“Det er desuden særligt kritisk, at flere forhandlere målretter markedsføringen af myggeplastre specifikt til anvendelse på børn, og i nogle tilfælde anbefales direkte påsætning på huden,” tilføjer han.
Krav om dokumenteret effekt og sikkerhed
Læs også
Alle produkter, der gør krav på at afskrække, tiltrække eller dræbe skadedyr, skal vurderes af Miljøstyrelsen. Kun produkter, der både er effektive og sikre at bruge, kan godkendes til salg.
Flere typer myggespray har gennemgået og bestået denne vurdering og må fortsat sælges lovligt. Det gælder dog ikke myggelys og plastre, som aktuelt ikke har nogen godkendte varianter i Danmark.
Styrelsen understreger desuden, at det er ulovligt at importere sådanne produkter fra udlandet, og oplyser, at Toldstyrelsen og Kemikalieinspektionen jævnligt konfiskerer ulovlige forsendelser ved grænsen.
Virksomhederne bag de pågældende webshops har fået en indskærpelse om reglerne og skal nu fjerne de ulovlige produkter fra hylderne – digitale som fysiske.