Statsministerens udtalelse modtager nu hård kritik.
Lige nu læser andre
Mette Frederiksens udtalelse fra sidste uge giver nu markant bagslag – og fra samme medie, som udtalelsen blev givet til i tidernes morgen.
Kritiske bemærkninger fra statsministeren om den israelske premierminister Benjamin Netanyahu får nu den israelske udenrigsminister, Gideon Saar, til at reagere – og det med skarpe toner.
Reaktionen kommer efter et interview i Jyllands-Posten, hvor Mette Frederiksen udtalte, at Israel ville stå stærkere uden Netanyahu ved roret. Det får Saar til at sende en kontant besked tilbage til København.
“Helt ærligt så er uenigheder mellem venner i orden. Og vi anser den danske statsminister for en ven. Men at sige om en valgt premierminister, at han er blevet et problem – det fornærmer ikke blot premierministeren, men hele det israelske demokratiske system,” lyder det fra Gideon Saar til samme avis.
Baggrunden for de diplomatiske spændinger er Netanyahus nylige udmelding om en ny offensiv i Gaza, som ifølge planen skal sikre israelsk kontrol med Gaza By. Beslutningen har mødt kritik i flere europæiske hovedstæder – også i København.
Læs også
Mette Frederiksen har åbent erklæret, at Israels håndtering af krigen i Gaza ifølge den danske regering er gået for vidt. Hun udelukker ikke sanktioner og har gjort det klart, at Danmark som EU-formand ønsker at lægge yderligere pres på den israelske regering.
“Men der er ikke nogen tvivl i min sjæl om, at Netanyahu i dag udgør en udfordring. Man kan jo se med det blotte øje, at vi har meget, meget svært ved at påvirke, hvad der sker i Israel,” udtalte statsministeren i interviewet.
Ifølge Gideon Saar har han allerede delt sin utilfredshed med udtalelserne med den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Det fremgår dog ikke, hvornår og hvordan samtalen skulle have fundet sted.
Mette Frederiksen har ifølge Jyllands-Posten ikke ønsket at kommentere kritikken fra den israelske udenrigsminister.