Fagbladet 3F har afsløret foruroligende detaljer om butikskæden – og nu reagerer de på kritikken.
Lige nu læser andre
Lavpriskæden Normal er havnet i modvind, efter flere medarbejdere har sat ord på, hvordan det er at arbejde på virksomhedens store centrallager i Hedensted.
Ifølge beretninger til Fagbladet 3F er tempoet højt, pauserne få – og frygten for repressalier så stor, at nogle vælger at møde syge op på arbejde.
Flere nuværende og tidligere ansatte peger på en ledelsesstil præget af pres og kontrol, og en arbejdskultur hvor daglige måltal prioriteres højere end trivsel. En af de tidligere medarbejdere, Oliver Nielsen, fortæller, at han blev sygemeldt med stress og siden fik diagnosticeret en akut belastningsreaktion. Han arbejdede som lageransat og oplevede, at arbejdspresset langsomt tærede på helbredet.
Ifølge 3F’s lokalafdeling i Hedensted er der rejst 15 faglige sager på blot to år mod Normals varelager.
Virksomheden afviser kritik
Normal har ikke ønsket at stille op til interview, men fremsendt en skriftlig udtalelse. Kommunikationschef Søren Sivebæk afviser, at kritikken giver et retvisende billede:
Læs også
“Hos Normal tager vi alle henvendelser om arbejdsmiljø meget alvorligt, uanset om de kommer direkte fra vores medarbejdere eller gennem fagforeningen. Vi har kendskab til de sager, som bliver beskrevet, og vi ved, at de er blevet behandlet sagligt. Vi kan ikke genkende beskrivelsen af disse sager, som de præsenteres af Fagbladet 3F,” lyder det fra Sivebæk.
Ifølge Normal har ledelsen et løbende fokus på arbejdsmiljøet og opfordrer medarbejdere til at henvende sig internt, hvis der opstår problemer. Kritikken bliver dog fremsat i lyset af flere konkrete historier om medarbejdere, der føler sig presset til at præstere på bekostning af helbredet.