Forside Indland Er det en valid forklaring? Ekspert forklarer, hvorfor dronerne bliver...

Er det en valid forklaring? Ekspert forklarer, hvorfor dronerne bliver ved med at forsvinde

Droner
Presse-fotos.dk

Dronerne, der har skabt panik over landet den seneste uge, bliver ved med at slippe væk – men hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?

Lige nu læser andre

En uge efter at Københavns Lufthavn blev lagt ned af mystiske droner, står vi stadig med langt flere spørgsmål end svar. Hvem styrer dem? Hvor kommer de fra? Og hvorfor er de umulige at fange?

Selvom ingen endnu har taget ansvar for de gentagne hændelser over danske lufthavne, forsøger eksperterne at komme tættere på en teknisk forklaring.

Ifølge Kasper Hallenborg, institutleder ved Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet og leder af SDU’s Dronecenter, er det ikke hobbyudstyr, der har været på spil.

“Et godt bud er fastvingedroner, og det er ikke ualmindeligt, at de kan flyve 100-200 km/t.,” siger Hallenborg til B.T. og peger samtidig på, at dronernes udseende og adfærd minder mere om små fly end de typiske quadcoptere, mange kender fra privaten.

Han vurderer, at vingespændet formentlig har været op mod tre meter, og at dronerne har fløjet på forbrændingsmotor – i modsætning til batteridrevne modeller, der slet ikke kan holde sig i luften i de op mod fire timer, som blev observeret over Kastrup.

Hvorfor kan de ikke fanges?

Læs også

Selvom dronerne har været synlige på himlen og fulgt med det blotte øje, har myndighederne haft svært ved at få ram på dem. Det handler både om teknologi og timing, forklarer Hallenborg.

“Vi har såkaldte FPV-droner, der kan flyve hurtigt og sætte efter. Mig bekendt har vi bare ikke automatiske systemer, der kan se en drone i mørket med en sensor og eftersætte,” siger han og tilføjer, at sådanne FPV-droner kan nå hastigheder på op til 350 km/t. i ekstreme tilfælde.

Problemet er, at det stadig kræver manuel kontrol. En pilot med joystick skal altså kunne manøvrere sin jagtdrone i blinde på en mørk nattehimmel – og dét er lettere sagt end gjort.

Samtidig spiller vægt og konstruktion også ind. En drone under 250 gram – den såkaldte legetøjsgrænse – anses for relativt harmløs, men hvis vingespænd og motorkraft bevæger sig op i den semi-professionelle liga, bliver konsekvenserne potentielt langt mere alvorlige, hvis den rammer noget i luften.

De danske myndigheder har endnu ikke meldt konkret ud om typen af droner eller afsender, men Hallenborgs analyse peger på et betydeligt teknologisk overskud bag hændelserne. Og det gør det svært at forestille sig, at en tilfældig privatperson står bag.

Ads by MGDK