DR slår fast om omdiskuteret beslutning.
Lige nu læser andre
Eurovision nærmer sig endnu en politisk ladet konflikt, men i Danmark er holdningen fast: DR kommer ikke til at stemme Israel ud af den europæiske sangkonkurrence.
I november skal de nationale tv-stationer i Eurovision-fællesskabet tage stilling til, om Israel fortsat skal have lov til at deltage i konkurrencen. Det sker efter voksende kritik af landets rolle i Gaza og meldinger om boykot fra flere europæiske lande.
Men Danmarks Radio har besluttet sig.
“Den kommende afstemning, som EBU har sat i værk vedr. Eurovision ændrer ikke ved den holdning, DR meldte ud i sidste uge: DR bakker op om Eurovision Song Contest som en kulturel europæisk begivenhed, der siden 1956 har samlet nationer gennem musik. Deraf følger, at vi ikke kommer til at stemme for, at noget EBU-medlem skal ud af konkurrencen, så længe de overholder regler og vedtægter,” udtaler Gustav Lützhøft, ledende redaktionschef i DR Kultur, Debat og Musik, i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.
Voksende pres fra europæiske tv-stationer
Boykot-opfordringerne kommer ikke ud af det blå. Tv-stationer i både Holland, Spanien, Irland, Island og Slovenien har meldt ud, at de ikke vil deltage i Eurovision 2025, hvis Israel får lov at stille op. Den hollandske station Avrotros begrunder det med den “alvorlige menneskelige lidelse i Gaza”, mens RTVE’s direktør i Spanien taler om “et folkedrab”.
Læs også
På baggrund af presset fra seere og administrationer har EBU indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor medlemmerne skal stemme om Israels fortsatte deltagelse. Og netop dét valg har DR nu meldt klart ud omkring.
DR har tidligere meldt ud, at Danmark agter at deltage i Eurovision i Østrig næste år. Men det er ikke uden forbehold.
“Vores deltagelse sker på tre ret klare principper: Den første betingelse er, at der skal være et bredt fællesskab på tværs af Europa, før DR mener, at det er meningsfuldt at stille op. Så er det en betingelse, der er styr på sikkerheden. Og sidst, men ikke mindst, er det en betingelse fra DR’s side, at Eurovision Song Contest skal gennemføres som et apolitisk arrangement,” siger Gustav Lützhøft.
Danmarks næste Eurovision-deltager bliver fundet den 21. februar, når DR afholder Dansk Melodi Grand Prix i Frederikshavn. Vinderen skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Wien, hvor semifinalerne finder sted den 12. og 14. maj og den store finale afholdes 16. maj.