Nicolai Haugsted
Få kendte til den dystre side af det afdøde ikon.
Han var stemmen, der malede landskaber op gennem bjergene i Tour de France. En ikonisk fortæller, en respekteret filminstruktør og poet med en særlig evne til at gøre det trivielle dybt sanseligt.
Men Jørgen Leth bar også på en fortid, han selv beskrev som mørk – en periode, han i mange år ikke talte højt om.
Jørgen Leth døde mandag, 88 år gammel, og efterlader sig en rig arv af film, digte og publicistisk virke. Men som han selv valgte at skrive i sin selvbiografi “Det uperfekte menneske – Scener fra mit liv” fra 2005, var der også noget, der skulle ud.
“Jeg har hele tiden tænkt, at jeg må gøre rent bord med hensyn til en periode, jeg ikke er stolt over… Et mørkt og uforklarligt kapitel af mit liv. Det var den periode, hvor jeg var hashsmugler…” skrev han ærligt i bogen.
Han beskrev to specifikke episoder: Én, hvor han havde seks kilo hash spændt til kroppen, og en anden, hvor han transporterede 40 kilo i sin Citroën – begge gange med succes, men med en voksende indre uro, som han ikke kunne ryste af sig.
Psykisk nedtur satte punktum
Leths forhold til hash var langtfra romantiseret. Tværtimod beskrev han, hvordan han i 1960’erne oplevede, hvad han selv kaldte en psykose-lignende tilstand efter at have eksperimenteret med stoffet. Han boede på det tidspunkt i Sydspanien med sin daværende hustru, og det var her, angsten for alvor tog bo.
“Jeg fik nogle forfærdelige angstanfald. Jeg boede i Spanien nær Marbella på det tidspunkt sammen med min første kone, Wivi. Hun var gravid med Karoline dengang,” har han fortalt i et senere interview med Euroman.
Han nævnte blandt andet, hvordan en almindelig tur til stambaren i Estepona endte i hallucinationer og paranoia. Han rørte aldrig stoffet igen, men den mentale uro blev hængende som en skygge.
