Forside Musik Kan du høre ligheden? Taylor Swift beskyldes for plagiat på...

Kan du høre ligheden? Taylor Swift beskyldes for plagiat på nyt album

Taylor_Swift_(52792050696)
Foto: Wikimedia Commons

Fans og anmeldere har påpeget at popikonet har ladet sig “inspirere” lige lovlig meget på nyt album – i en sådan grad, at nogle mener at der burde komme advokater i spil.

Lige nu læser andre

Fredag den 3. oktober klapper swifties verden over i deres dirrende, små hænder. Taylor Swift er nemlig tilbage med sit 12. studiealbum, ‘The Life of a Showgirl’. Albummet er landet med pomp, pragt og hele det marketingmaskineri, der følger med en af verdens største popstjerner.

Men et af numrene har hurtigt stjålet opmærksomheden fra resten – og ikke på den måde, pladeselskabet formentlig havde håbet.

Én melodi stikker ud – og ikke på den gode måde

Midt i tracklisten gemmer sig sangen “Actually Romantic”, en soft-rock ballade med guitarbaseret opbygning og svajende energi, der umiddelbart ikke virker kontroversiel.

Men så snart melodien tager fat, lyder det bekendt – for bekendt.

Fans, anmeldere og musikkyndige har slået ned på sangens centrale guitarmelodi, som er næsten identisk med den ikoniske riff fra “Where Is My Mind” af det legendariske rockband The Pixies. Diskussionerne ruller i fuld fart i YouTube-kommentarer og Reddit-tråde, hvor brugere beskylder Swift for at “skamride en klassiker” og spørger højlydt, hvordan det overhovedet er sluppet igennem clearingprocessen. Flere har sågar opfordret til sagsanlæg.

Splittede anmeldelser – fra stjerneglans til skuffelse

Læs også

Modtagelsen af ‘The Life of a Showgirl’ har i øvrigt været alt andet end entydig. Rolling Stone Magazine har kastet topkarakter efter albummet og roser dets produktion, stemning og genreeksperimenter. The Guardian er derimod mere kølig i sin dom og nøjes med 2 ud af 5 stjerner – med særlig kritik rettet mod “Actually Romantic”, der ifølge dem “slæber sig afsted på lånte ben”.

Den musikalske låneaftale, hvis der da er tale om en, er ikke officielt kommenteret fra Swifts hold, og The Pixies har indtil videre heller ikke udtalt sig. Men i kommentarspor og anmeldelsessektioner bliver spørgsmålet hængende: Er det hyldest, hæleri – eller bare helt almindelig kreativ genbrug i popmusikkens navn?

Sikkert er det i hvert fald, at “Actually Romantic” har skubbet sig frem i rampelyset. Bare ikke nødvendigvis på grund af sin egen originalitet.

Men hvad syntes du? Du kan høre de to sange her:

Ads by MGDK