Skal du ud i trafikken i skolernes efterårsferie, så bør du planlægge det nøje.
Lige nu læser andre
I uge 42 er der efterårsferie i landets skoler, og det betyder for mange en tur ud på de danske veje i retning mod sommerhus, lufthavn eller bilferie i Europa.
Det der derfor med at planlægge de længere køreturer i god tid, da der kommer til at være kamp om pladserne på motorvejene, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Efterårsferiens første udrejsetrafik vil forekomme allerede fredag eftermiddag, hvor den første ferietrafik vil blande sig med eftermiddagens myldretidstrafik. Det vil særligt være på udfaldsvejene fra de store byer, at der vil være ekstra trafik. Det betyder, at der i tidsrummet fra klokken 14 til 18 vil være risiko for tæt trafik og kødannelser, og Vejdirektoratet opfordrer derfor til, at man kører uden for dette tidsrum.
Lørdag den 11. oktober er ligeledes udrejsedag for mange, der skal på efterårsferie, og det betyder, at der vil være ekstra trafik på tværs af landet på blandt andet E20 Vestmotorvejen og Fynske Motorvej, E45 Sønderjyske Motorvej omkring Kolding samt til og fra den dansk-tyske grænse. Vejdirektoratet anbefaler, at man så vidt muligt kører uden for tidsrummet fra klokken 11 til 14.
Når ferien lakker mod enden, og hverdagen igen nærmer sig, er det særligt lørdag den 18. oktober, der vil blive påvirket af ekstra trafik, og her er det igen i tidsrummet klokken 11 til 14, at trafikken vil være på sit højeste. Også her anbefaler Vejdirektoratet derfor, at man forsøger at køre uden for dette tidsrum.
Stort vejarbejde på E45
Læs også
På E45 Østjyske Motorvej er der et omfattende anlægsarbejde i gang, der strækker sig i begge retninger mellem Vejle og Randers. Dette medfører hastighedsnedsættelse til 80 km/t og smallere kørespor flere steder. Vejdirektoratet opfordrer derfor trafikanter til at være ekstra opmærksomme og tålmodige på strækningen.
Brug GPS’en – også hvis du kender vejen
GPS’er kan mere end bare at vise vej. Selvom man godt ved, hvor man skal hen, så kan en tændt GPS være en stor hjælp på køreturen. De fleste GPS-systemer kan være med til at advare dig om hændelser såsom kø, vejarbejde, uheld og tabte genstande, og man vil ofte få foreslået en alternativ rute, hvis vejen er spærret.

Følg med i trafikudviklingen
Husk at der altid kan opstå kø og forlænget rejsetid på grund af uheld, dårligt vejr og andre uforudsete hændelser – og at risikoen for dette er større, når der er mange biler på vejene.
Vejdirektoratet opfordrer alle trafikanter til at holde sig opdateret om udviklingen i trafikken på ruten både før og under køreturen. Det kan man gøre på Trafikinfo.dk eller ved at lytte til P4 Trafik, mens man sidder i bilen. Her vil man løbende blive opdateret om hændelser på vejene, hvilket giver en bedre chance for at undgå kedelige overraskelser i trafikken.
Læs også
Læs Vejdirektoratets trafikprognose
Gode råd til ferieturen
- Kør uden for de mest trafikerede tidsrum, og sæt god tid af til din rejse.
- Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på Trafikinfo.dk.
- Hav din GPS tændt.
- Hold god afstand til den forankørende, og vær opmærksom på midlertidige hastighedsnedsættelser – for eksempel ved vejarbejder.
- Hav mad og drikkevarer med i bilen.
- Lyt til P4 Trafik under din køretur.