Nu er zoner blevet indsat.
Lige nu læser andre
Øget dødelighed og tegn på sygdom vakte mandag mistanke om fugleinfluenza i en besætning med ca. 150.000 æglæggende høns, og Statens Serum Institut har tirsdag aften bekræftet, at der er tale om den meget smitsomme sygdom højpatogen fugleinfluenza, H5N1.
Fødevarestyrelsen indleder onsdag aflivning af hele besætningen i samarbejde med Beredskabsstyrelsen. Fuglene aflives hurtigst muligt for at forhindre yderligere spredning af smitten og af hensyn til dyrevelfærd.
Zoner skal begrænse smitten
Som følge af udbruddet har Fødevarestyrelsen oprettet en beskyttelseszone på tre kilometer og en overvågningszone på ti kilometer omkring ejendommen.
Inden for disse zoner gælder særlige regler for at forhindre, at sygdommen spreder sig til andre besætninger. Det betyder blandt andet, at:
- Alle ejere af fjerkræ og fugle skal registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk.
- Det er forbudt at flytte levende fugle, æg og fjerkræprodukter til og fra zonerne uden særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen.
- Der må ikke afholdes markeder, udstillinger eller konkurrencer med fugle og fjerkræ i zonerne.
Fødevarestyrelsen ophæver zonerne, når der ikke længere er risiko for smittespredning.
Læs også
Mulig betydning for eksport
Udbruddet kan få midlertidige konsekvenser for eksporten af fjerkræ og fjerkræprodukter til lande uden for EU, indtil sygdomssituationen igen er stabiliseret.
Forebyggelse og gode råd
Sygdommen kan blive spredt via vilde fugle, fugleafføring og døde fugle og blive bragt ind i fjerkræindhegninger, når deres ejere går ind til dyrene. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at man opretholder en høj smittebeskyttelse og undgår både direkte og indirekte kontakt med vilde fugle. Man kan mindske risiko for at slæbe smitte ind i sin besætning ved f.eks. at skifte fodtøj og tøj eller rengøre og desinficere sine støvler samt vaske hænder inden man går ind til fuglene.
Fund af døde vilde fugle i naturen kan anmeldes til Fødevarestyrelsen via appen ”Fugleinfluenza Tip”.
Ejere, der oplever øget dødelighed, eller andre tegn på sygdom så som problemer med vejrtrækningen eller adfærdsændringer hos deres fugle, skal straks kontakte deres praktiserende dyrlæge.
