Beskæftigelsesministeren har præsenteret ny idé.
Lige nu læser andre
Siden 1. januar 2023 er antallet af lønmodtagere over folkepensionsalderen steget med 18.500, og det tal kan meget vel stige de kommende år.
En forhøjet seniorpræmie skal få flere til at blive på arbejdsmarkedet. Der bliver i dag udbetalt en skattefri præmie både for det første år og for andet år efter folkepensionsalderen for dem, der fortsætter med at arbejde mere end 30 timer om ugen i snit, skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Med lovforslaget, der onsdag er fremsat i Folketinget, bliver præmien det første år forhøjet med ca. 5.300 kr. til 53.901 kr. i 2026 og yderligere med godt 9.200 kr. til 63.080 kr. i 2029 (2025-niveau). Anden års-præmien bliver forhøjet med godt 3.200 kr. til 32.074 kr. i 2026 og med ca. 5.400 kr. til 37.420 kr. i 2029 (2025-niveau).
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek:
– Seniorerne er afgørende for, at vi har den nødvendige arbejdskraft og kan fortsætte væksten. Der er positivt, at mange flere seniorer bidrager med deres værdifulde erfaring og ressourcer efter folkepensionsalderen, og den udvikling skal vi gerne skubbe endnu mere på. Derfor gør vi det endnu mere økonomisk attraktivt at fortsætte med at arbejde efter folkepensionsalderen for dem, der kan og vil.
Læs også
Samtidig vil lovforslaget gøre det muligt for danske seniorer at få deres arbejde i Grønland og på Færøerne til at tælle med i optjeningskravet til seniorpræmie. På den måde sidestilles arbejde i Grønland og på Færøerne med arbejde i EU/EØS-lande og Schweiz.
Lovforslaget følger op på både regeringsgrundlaget og Aftale om reform af personskat fra 2023, som blev indgået af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne), Konservative, Radikale Venstre og Nye Borgerlige.
For at få ret til seniorpræmie skal du bl.a. have arbejdet, hvad der svarer til i gennemsnit 30 timer om ugen. Du kan læse mere om betingelserne for at få udbetalt seniorpræmie her.