Unionen har truffet en beslutning om biologiske mænd, der har fået juridisk kønsskifte.
Fodboldturneringer på Sjælland får nu et markant mere inkluderende regelsæt.
DBU Sjælland har som den første lokalunion i landet ændret sine regler, så spillere, der er født som mænd, men har juridisk kønsskifte og et kvindeligt CPR-nummer, kan stille op på kvindehold i bredderækkerne.
Det skriver B.T.
Beslutningen følger en anbefaling fra DBU’s hovedkontor og gælder udelukkende for turneringer under eliteniveau. Dermed kan spillere, der er registreret som kvinder i CPR-registret, frit deltage på kvindehold uanset biologisk køn.
Hos DBU Sjælland erkender man, at de nye regler i teorien åbner for, at et helt hold af biologiske mænd kan stille op i en kvindeturnering.
“Ja, teoretisk set. Hvis vi oplever, at det skulle være et problem, må vi tage det op igen,” lyder det fra lokalunionens pressetjeneste.
Unionen understreger, at CPR-nummeret bliver det eneste kriterium for køn i turneringssammenhæng. Reglerne gælder uanset alder, og klubberne får selv ansvaret for praktiske forhold som omklædningsfaciliteter.
“Det tror vi på, at der kan findes helt fine, lavpraktiske løsninger på i vores medlemsklubber,” skriver DBU Sjælland i sin udmelding.
Ifølge lokalunionen kender man på nuværende tidspunkt til to transpersoner, der spiller under DBU Sjællands område.