Når vi har brug for strømmen er det dyrest.
Lige nu læser andre
Efteråret har for alvor sat sit præg på danskernes elregning. Oktober bød på markante udsving i elpriserne, og ifølge Andel Energi er svingningerne et tydeligt forvarsel om vinterens indtog.
Når temperaturen falder, og radiatorerne tændes, følger priserne som regel med opad.
En ny opgørelse fra landets største energiselskab viser, at forskellen mellem den dyreste og den billigste timepris i oktober nåede helt op på omkring 306 øre pr. kilowatt-time – før skatter og afgifter.
Det skriver Andel Energi i en pressemeddelelse
Det vidner om en måned med store udsving, hvor forbrugernes tidspunkt for strømforbrug har haft stor betydning for regningen.
Læs også
”De svingende og stigende elpriser er et klart tegn på, at vi er på vej ind i vinterhalvåret, der jo også er fyringssæson. Og mange af os er så småt begyndt at skrue op for varmen.
Dermed stiger forbruget og priserne stiger,” siger Josefine Walter, kommerciel direktør i Andel Energi.
Lave elpriser når de færreste har brug for det
Månedens højeste pris blev målt onsdag den 29. oktober mellem klokken 6 og 7 om morgenen, hvor elprisen nåede omkring 304 øre pr. kilowatt-time.
I den anden ende af skalaen var der timer med negative priser – helt ned til minus 1,4 øre. I alt var elprisen negativ i 15 timer i løbet af måneden.
Læs også
Selvom de lave priser frister, er de ofte tilgængelige, når de færreste har behov for strøm.
Ifølge Andel Energi er det især om natten og midt på dagen, priserne dykker, mens de stiger i de såkaldte kogespidser i morgentimerne og igen sidst på eftermiddagen.
”Når vi beregner gennemsnitspriserne over hvert af døgnets 24 timer, kan vi se, at både her i oktober og i 2025 generelt, så er prisen dyrest i timen mellem kl. 19 og 20,” fortæller Josefine Walter.
Den billigste time i oktober lå typisk midt på natten, mellem kl. 3 og 4, hvor forbruget var lavest.
For mange danskere kan fremtidens sparestrategi derfor handle mindre om, hvor meget strøm man bruger – og mere om, hvornår man gør det.