Kamille Isaksen
Nu vælger hun efter årtiers tavshed at fortælle, hvad hun så.
Det var en sorgens dag i Danmark, da Jørgen Leth gik bort.
En af landets mest markante kulturpersonligheder var ikke længere iblandt os, og i dagene efter dødsfaldet blev han hyldet i aviser, på tv og af kunstnere, der fremhævede hans store betydning for dansk kultur.
Men mens Danmark mindedes ham som en mester i ord og billeder, oplevede ikke alle hyldesterne som passende.
En af dem er Beatrice Magloire Katukus. Hun havde som ung Jørgen Leth tæt inde på livet på Haiti, og nu vælger hun efter årtiers tavshed at fortælle, hvad hun så.
Det skriver SE & HØR.
Chok over hyldesten
Da medierne i ugevis tegnede et billede af en national skikkelse uden mørke sider, følte Beatrice, at der manglede en vigtig del af historien.
Hun kendte en anden udgave af manden, som hun mødte, da hun som 22-årig rejste til Haiti for at arbejde på et børnehjem.
I begyndelsen fulgte hun ham rundt til steder, han holdt af, mødte hans venner og oplevede hans hjem i Jacmel.
Men gradvist fik hun også indblik i de sider af hans liv, som sjældent blev omtalt.
Et af Jørgen Leths foretrukne steder var Hotel Oloffson i Port-au-Prince, hvor han havde sin egen suite.
Her så Beatrice flere gange haitianske teenagepiger følge med ham op ad trapperne.
På hotellet og i hendes eget boligkompleks mødte hun piger, som fortalte, at de havde sex med udenlandske mænd, herunder Jørgen Leth, fordi det var den eneste måde, de kunne tjene penge på.
Mange af de forhold, Beatrice blev vidne til, var ikke hemmelige.
Jørgen Leth beskrev selv sine seksuelle relationer til teenagepiger i bogen ‘Det uperfekte menneske’, hvor han blandt andet skrev om sin koks datter og om sin ret til at “tage hende, når han ville”.
Et særligt tavshedsløfte
Da hun rejste hjem til Danmark, bad Jørgen Leth hende love, at hun ikke ville fortælle videre om det, hun havde set på Haiti.
Et løfte hun holdt i mange år, selv da debatten rasede, og han midlertidigt blev fyret fra TV 2.
Hun udtalte sig anonymt den gang, men har siden fortrudt sin tilbageholdenhed.
Da han kom tilbage på tv-skærmen få år senere, følte hun, at konsekvenserne aldrig svarede til alvoren.
Efter hans død oplevede hun, hvordan hyldesterne for alvor tog fart. Han blev slået til ridder af den franske stat, hædret i cykelverdenen og fik sin stemme foreviget i Århus’ letbanetog.
For Beatrice blev hans ikonstatus næsten ubærlig, fordi hun ikke kunne forene den med sine egne oplevelser.
Hun understreger dog, at hendes motiv ikke er at sværte en afdød mand.
Hun ønsker blot, at billedet af ham bliver mere nuanceret, og at hendes oplevelser ikke forsvinder under de mange lovord.
