I flere timer gælder helt særlige regler.
Lige nu læser andre
Onsdag 28. januar er brandsikkerheden svækket i Hovedstaden og dele af Sjælland.
I tidsrummet kl. 9 til 15 vil brandalarmer ikke automatisk alarmere redningsberedskabet, fordi der under servicearbejde ikke sendes automatiske meldinger fra ABA-anlæg til vagtcentralen.
Hospitaler, plejehjem, daginstitutioner og virksomheder skal derfor selv ringe 112, hvis der opstår brand.
Sådan skriver If Forsikring i en pressemeddelelse.
”Når ABA-anlægget ikke automatisk alarmerer brandvæsenet, har det stor betydning for brandsikkerheden. Derfor er det vigtigt, at virksomheder og institutioner er ekstra opmærksomme og har klare procedurer i perioden,” siger William Holst, erhvervschef i If.
Ifølge Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) bliver omkring 9.000 ABA-anlæg berørt af nedlukningen. Anlæggene dækker hovedstadsområdet og dele af Sjælland fra Hundested til Køge, dog med undtagelse af Nordsjælland.
Virksomheder, der har krav om ABA-anlæg med alarmoverførsel til brandvæsenet, skal ifølge If etablere kompenserende tiltag under nedlukningen.
”Det kan for eksempel være en brandvagt, og samtidig er det vigtigt, at medarbejdere er informeret om, at brand skal meldes manuelt ved at ringe 112,” siger William Holst.