Det burde vel ikke give mening?
Lige nu læser andre
Det sner, det blæser, og selvom vi har lært, at vind plejer at hænge sammen med en lav elpris, så er det et lidt andet billede, der tegner sig i øjeblikket. Og når elafgiften faldt fra 90 øre/kWh til 1 øre/kWh den 1. januar, burde den samlede elpris inklusive tariffer og moms så ikke være lavere, end den plejer at være?
Forklaringen ligger ikke kun i vejret, men i verden omkring os. Gasmarkedet i Europa er blevet presset, og gasprisen påvirker elprisen direkte. Også på dage med masser af vind.
– Det kan godt virke ulogisk. Når vindmøllerne drejer rundt, forventer man lave priser på strøm. Men elbørsen fastsætter markedsprisen på el ud fra den dyreste energikilde, vi skal tage i brug for at dække forbruget. Gas er en almindelig produktionskilde til at balancere produktionen af el, og lige nu er prisen på gas høj, så det bliver prisen på el også, siger Christian Drejer, kommerciel direktør hos Energi Fyn, i en pressemeddelelse.
Høje gaspriser driver elprisen op
Gaslagrene i Europa nærmer sig et lavt niveau efter en kold periode, og samtidig henter Europa i dag store mængder gas fra USA, efter at EU har stoppet brugen af russisk gas. Det skaber en sårbarhed over for globale og politiske begivenheder, og gaspriserne stiger derefter.
– Selv små udsving i gasmarkedet kan få en hurtig effekt på elprisen. Danmark er koblet til vores nabolande, og deres udbud og efterspørgsel påvirker også vores elpris. For eksempel har vejrfænomener tidligere været omtalt, såsom dunkelflaute, hvor der mangler sol og vind eller hedebølge, som Sydeuropa oplevede i sommer, hvilket øgede efterspørgslen på strøm til afkøling, forklarer Christian Drejer.
Læs også
Han fremhæver, at Energi Fyn løbende følger udviklingen for at holde forbrugerne opdateret og trygge i en tid med store udsving og indskyder, at der i dag trods alt er færre timer, hvor gasprisen bliver så afgørende på elprisen, som vi så under energikrisen.
Følg elprisernes udsving
Energi Fyn anbefaler, at forbrugere følger elpriserne, så man ikke får en overraskelse på elregningen.
– Elmarkedet er komplekst, men vi kan hjælpe med at gøre det forståeligt i hverdagen. Heldigvis fik danskerne en håndsrækning, da elafgiften blev sænket til EU’s minimumsniveau her den 1. januar, men aktuel kulde, produktion og geopolitik er altså grunde til, at det er en ekstra god idé at følge med i markedsprisen på el i øjeblikket. Det kan man blandt andet gøre på vores hjemmeside eller i vores app, afslutter Christian Drejer.