Der er et alv9orligt problem under mesterskabet, lyder det fra den frustrerede træner.
Lige nu læser andre
Fire kilometer. Så kort har afstanden været mellem hotel og hal for de danske håndboldherrer under hele EM. Det må man sige er lige til at overskue.
For andre semifinalister har virkeligheden set markant anderledes ud, og det har nu sat gang i en højlydt debat om planlægningen bag slutrunden.
Mens Nikolaj Jacobsens mandskab har haft base i Herning fra start til slut, har både Island og Kroatien måttet pakke taskerne, krydse landegrænser og tilbringe mange timer på hjul midt i turneringen.
Lansdtræner raser
Kroatiens landstræner Dagur Sigurdsson lagde ikke fingre imellem, da han torsdag mødte pressen i Herning. Holdet har haft kampe i Sverige tirsdag og onsdag, før turen torsdag gik med bus til Jylland. Oven i det er kroaterne indlogeret i Silkeborg og ikke i Herning.
”Vi er ikke indlogeret her, det er lidt sjovt, så jeg havde en 35 minutters tur herhen, og jeg skal så deltage i det her cirkus, og så skal jeg køre 35 minutter tilbage. Så vil klokken være 17 eller 18, før jeg er tilbage på hotellet. Det er en absolut katastrofe,” lyder det fra den frustrerede træner til TV2.
Læs også
Også Island har været ramt af et tæt kampprogram og lange rejsedage. To kampe på to dage i Malmö efterfulgt af transport til Herning har givet mindre restitution sammenlignet med de danske værter, der har kunnet holde rutinerne intakte hele vejen.
Sigurdsson kaldte situationen uacceptabel og efterlyste større forståelse fra Det Europæiske Håndboldforbund for de vilkår, holdene arbejder under.
EHF svarer igen
Kritikken er ikke blevet ignoreret. EHF har sendt et svar i form af en pressemeddelelse, hvor forbundet både anerkender utilfredsheden og peger på, at rammerne har været kendt længe.
”Det anerkendes, at holdene, der kommer fra Malmö, står over for en mere udfordrende situation. Dog skal det bemærkes, at der ved tidligere mesterskaber har været hold, der har stået over for lignende kampprogrammer, eksempelvis i 2018 ved EHF EURO, som blev afholdt i Kroatien.”
Forbundet understreger samtidig, at rejsetid og forskelle i logistik ikke er noget nyt ved internationale slutrunder, og at hele turneringen vil blive evalueret, når EM er slut.