Forside Udland Få dage før anholdelse: Epstein forsøgte at købe luksuriøst palads

Få dage før anholdelse: Epstein forsøgte at købe luksuriøst palads

Få dage før anholdelse: Epstein forsøgte at købe luksuriøst palads

Den afdøde Jeffrey Epstein forsøgte at købe et luksuriøst palads få dage inden sin anholdelse.

Lige nu læser andre

Kort før sin anholdelse i 2019 forsøgte den amerikanske finansmand og senere dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein at købe en luksusejendom uden for Marrakesh i Marokko.

Det fremgår af sagsdokumenter, som det amerikanske justitsministerium for nylig har offentliggjort, skriver blandt andre Reuters, BBC og Telegraph, ifølge B.T.

Ifølge de frigivne filer underskrev Epstein en bankoverførsel på 15 millioner dollar dagen før, han blev anholdt. Beløbet skulle bruges til at overtage et offshore-selskab, der ejede ejendommen Bin Ennakhil i det eksklusive Palmeraie-kvarter i Marrakesh.

Paladset ligger bag høje mure og breder sig over intet mindre end 4,6 hektarer. Ejendommen beskrives som et arkitektonisk mesterværk med omfattende træudskæringer, mosaikker og 60 marmorfontæner.

Opførelsen siges at have taget omtrent tre år og involveret omkring 1.300 håndværkere. Grunden er omgivet af haver med oliventræer og mere end 2000 palmer.

Læs også

Det arabiske medie Al Jazeera har beskrevet stedet således: “Det er den slags ejendom, der holder sin ejer skjult for omverdenens blikke.”

At transaktionen fandt sted få dage før anholdelsen, har ifølge flere medier ført til spekulationer om, hvorvidt Epstein havde i sinde at forlade USA. Marokko har nemlig ikke en udleveringsaftale med USA, hvilket har givet næring til teorier om et muligt tilflugtssted.

BBC citerer dog en tidligere medarbejder hos Epstein, som vurderer, at købet snarere tyder på det modsatte. Ifølge vedkommende viser overførslen, at Epstein ‘ikke havde nogen anelse’ om den forestående anholdelse.

De offentliggjorte dokumenter indeholder ingen direkte indikationer på, at Marokko var tænkt som et land, hvor han ville søge tilflugt. Ifølge materialet var bankoverførslen Epsteins sidste større finansielle disposition i dagene op til anholdelsen, hvor han blev sigtet for sexhandel og misbrug af mindreårige.

Tre dage efter anholdelsen annullerede Epsteins revisor den store overførsel, og handlen blev aldrig gennemført. Epstein døde den 10. august 2019 i fængslet, hvor han tog sit eget liv. Der florerer dog mange konspirationsteorier om hans død.

Læs også

Ads by MGDK