Forside Nyheder Hold øje med din næste lønseddel: Disse danskere kan se...

Hold øje med din næste lønseddel: Disse danskere kan se frem til flere penge

konto
Privat

Nu er der flere penge på vej.

Lige nu læser andre

Efter intense forhandlinger er Sundhedskartellet og Danske Regioner blevet enige om en ny overenskomst.

Aftalen indeholder lønstigninger, højere pension og flere forbedringer af sygeplejerskernes vilkår

Det oplyser Dansk Sygeplejeråd i en pressemeddelelse.

Sundhedskartellet og Danske Regioner er blevet enige om en samlet overenskomstaftale for perioden 2026-2029. 

Det sker efter, at parterne er nået til enighed om fordelingen af de 2 % i organisationsmidler, som indgår i den samlede økonomiske ramme på 9,2 % plus 0,2 % i teknisk korrektion. 

Læs også

Forhandlingsleder for Sundhedskartellet og forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, kalder aftalen for både vigtig og et skridt i den rigtige retning: 

”Vi har haft klare krav med til forhandlingerne, og jeg er glad for, at vi er nået i mål med en aftale, der både styrker lønnen, øger fleksibiliteten og forbedrer pensionsopsparingen. Det er vigtigt for både medarbejderne og for et sundhedsvæsen, der også i fremtiden skal kunne tiltrække og fastholde dygtige sygeplejersker,” siger hun. 

Pensionen og lønnen stiger 

Et af elementerne i aftalen er, at de regionale sygeplejerskers pension hæves med 1 procentpoint. 

”Mandatet fra vores medlemmer var på forhånd meget tydeligt: pensionen skulle hæves. Det er vi lykkedes med og pensionen tager denne gang et godt hop fra 14 % til 15 %,” siger Dorthe Boe Danbjørg, som tillægger det stor betydning for sygeplejerskerne: 

”Med pensionsforbedringen er vi kommet et godt skridt på vejen til at sygeplejersker i højere grad kan sikre sig en tryg tilværelse, når tiden kommer til at gå på pension,” siger Dorthe Boe Danbjørg. 

Læs også

Med OK26-aftalen får alle sygeplejersker de generelle lønstigninger på 6,27 %, og aftalen indeholder også forbedringer af lønnen for udvalgte grupper. 

Blandt andet afsættes der midler til, at specialuddannede med mere end 10 års erfaring får cirka 1.000 kroner ekstra om måneden, mens sygeplejersker med 0-7 års erfaring får en lønstigning på cirka 750 kroner om måneden. 

Ubelastede timer giver nu optjening til vagttillæg 

Et andet vigtigt element i aftalen handler om de vagttimer i rådighedsvagter fra arbejdspladsen. Hidtil har det alene været timerne med effektiv tjeneste uden for dagarbejdstid, som har talt med i opgørelsen af de 300 vagttimer, der udløser et særligt vagttillæg. 

Det bliver der nu ændret på. Fra den 1. februar 2028 vil også de ubelastede timer indgå i opgørelsen, så sygeplejersker i rådighedsvagter fra vagtværelse reelt optjener timer til tillægget, når de er på arbejde. 

“Det har været en urimelig skævhed, at sygeplejersker i rådighedsvagt fra vagtværelse har været på arbejde og i beredskab uden at timerne talte med i optjeningen til det særlige vagttillæg. Det retter vi nu op på, så deres arbejde bliver anerkendt på lige fod med andre vagter,” siger Dorthe Boe Danbjørg. 

Læs også

Deltidsansatte og overtid 

En del af den samlede aftale indebærer også, at deltidsansatte fremover honoreres med overtidsbetaling, så snart deres arbejdstid overskrider den aftalte arbejdstid, ligesom det gælder for fuldtidsansatte.  

Baggrunden er, at en afgørelse i en voldgiftssag med tre højesteretsdommere i spidsen i januar slog fast, at deltids- og fuldtidsansatte skal have samme løn for timer, der ligger ud over deres normale arbejdstid.  

”Vi gik ind til de specielle forhandlinger med en bunden opgave om at skabe klarhed og tryghed om deltidsansattes overarbejde. Det har vi nu fået på plads sammen med arbejdsgiverne,” siger Dorthe Boe Danbjørg. 

Men selv om deltidsansatte nu får bedre vilkår for overarbejde, mener hun, at udgangspunktet fortsat bør være fuldtidsansættelse, hvis man reelt arbejder fuld tid: 

”Hvis man i praksis arbejder på fuld tid, bør man også være ansat på fuld tid. Ellers risikerer man at gå glip af både pension og økonomisk tryghed, fordi overarbejde ikke tæller med på samme måde som ved en fast fuldtidsstilling,” siger Dorthe Boe Danbjørg. 

Læs også

Afklaring for de studerende 

Som en del af aftalen med Danske Regioner er der desuden kommet en afklaring på rammerne for de sygeplejerskestuderende sidste lange praktikperiode. Med trepartsaftalen i 2023 blev det aftalt, at de studerende skal ansættes i deres sidste lange praktik, men der har endnu ikke været en afklaring.  

Men det er der nu. Aftalen betyder, at sygeplejerskestuderende i den afsluttende praktik får 16.000 kroner i løn om måneden i praktikperioden, mens der fortsat skal være et stærkt fokus på læring. 

“Det er glædeligt, at vi nu har fundet en løsning, hvor de studerende både bliver aflønnet for deres afsluttende praktik, og hvor læring fortsat er i fokus. Det har været længe undervejs, men nu står vi et sted, hvor vi har fået afklaring om vilkårene for de studerende fremadrettet, når de skal ansættes i den sidste praktik,” siger Dorthe Boe Danbjørg. 

Kommer oveni de generelle lønstigninger 

Fordelingen af organisationsmidlerne ligger oveni de generelle lønstigninger på 6,27 %, som allerede blev aftalt ved det generelle forlig. 

OK26-forliget indeholder desuden en ny fritvalgskonto, der giver mulighed for at veksle løn til frihed eller pension, udvidede muligheder for fravær ved barns sygdom samt nye initiativer for arbejdsmiljø og trivsel, herunder ret til en livsfasesamtale. 

Læs også

”Alt i alt står vi med en aftale, som jeg er godt tilfreds med. Vi har fået reallønsudvikling, mere fokus på indflydelse og fleksibilitet i eget arbejdsliv og løftet pensionsvilkårene,” siger Dorthe Boe Danbjørg. 

Inden aftalen sendes til afstemning hos medlemmerne, skal det kommunale forlig forhandles på plads. De specielle forhandlinger på det kommunale område igangsættes hurtigst muligt. 

Ads by MGDK