Der er varme dage i vente, men de lokale temperaturer kan variere en del.
Lige nu læser andre
Det er første dag i uge 29, som for mange anses for at være den helt store sommeruge. Skagen er propfyldt med velhavende danskere, som ynder at spendere mange penge i den kommende uge. Generelt er der mange højdepunkter i uge 29.
I Tisvildeleje, som også er et voldsomt populært sommerhusområde, løber festivalen Musik i Lejet også af stablen torsdag-lørdag. I Rørvig finder den årlige landliggerkamp sted torsdag, så der er altså rigeligt med aktiviteter i det danske land.
Vejret er som altid den helt store faktor, men i den kommende uge skal man formentlig ikke tænke på regntøj. Sidste uges hedebølge fra Sydeuropa begynder nemlig at ramme Nordeuropa, og derfor også Danmark.
Det har været forventet, at varmen for alvor ville tage fat onsdag, men men nu ser det ud til, at de 30 grader allerede kan ramme Danmark i morgen, tirsdag.
Ikke nok med det, så ser temperaturen ud til at kunne nå op – og helt lokalt over – 33 grader på onsdag. Nogle vejrmodeller er endnu mere ekstreme og peger på 35 grader, hvilket dog er forbundet med en del usikkerhed.
Nu ser det ud til, at der allerede tirsdag kan komme temperaturer på mellem 25 og 30 grader, lokalt med over 30 grader i det sydlige Sønderjylland. Onsdag vil det primært være centralt i landet, at temperaturen kan nå op over 30 grader – i et strøg fra Sønderjylland og op gennem Midt- og Vestjylland.
I resten af landet vil man opleve temperaturer på mellem 26 og 31 grader. Ifølge Jens Ringgård, så er det ikke urealistisk med en varmerekord, selvom det vil kræve mere end 36 grader.
– Nogle prognoser er oppe omkring varmerekorden fra 1975 på 36,4 grader. Det er ikke umuligt – selve luftmassen og meget tør dansk jord – er ingredienser til varme over 35 grader, siger TV 2 VEJRETs meteorolog Jens Ringgård.