Sådan vil unge ændre pension, skat og sprøjtegift.
Lige nu læser andre
Valgkampen er for alvor igang og flere emner har ramt danskerne, særligt de unge.
En ny analyse fra DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd viser, hvordan unge stiller sig på nogle af de mest omdiskuterede emner til folketingsvalget 2026.
Mens der er bred opbakning til sprøjteforbud og lavere pensionsalder deler spørgsmål om skat vandene blandt unge vælgere.
Analysen viser også forskelle internt blandt unge. Holdninger varierer blandt andet afhængigt af køn, uddannelsesbaggrund og tilknytning til arbejdsmarkedet.
“Unge forholder sig i høj grad til de store politiske spørgsmål, der præger valgkampen. Jeg håber, at politikerne forholder sig til tallene og tager unges holdninger alvorligt. Det er vores generationer, der skal leve længst med konsekvenserne af de beslutninger, der bliver truffet i dag,” siger Anneline Larsen, der er forperson for DUF.
Læs også
Resultaterne viser blandt andet, at:
- 6 ud af 10 unge ønsker lavere pensionsalder for dem, der er startet tidligt på arbejdsmarkedet
- Hver anden ung vil have atomkraft i Danmark på sigt
- 8 ud af 10 støtter et forbud mod sprøjtegift nær drikkevandsboringer
- Unges holdninger er delte til de økonomiske spørgsmål som formueskat og lavere skat på arbejde
”Unges holdninger skal afspejles i den politiske debat”
Blandt resultaterne er blandt andet, at et flertal af unge ønsker lavere pensionsalder for personer, der er startet tidligt på arbejdsmarkedet, mens omtrent halvdelen ser positivt på atomkraft i Danmark.
Samtidig er der ingen klar konsensus om økonomiske spørgsmål som skat og formuebeskatning.
”Unge puttes alt for ofte i samme kasse, hvor man får det til at lyde som om, at ungdommen er ens eller mener det samme. Vores analyse viser, at der er store variationer i, hvordan unge ser på centrale politiske spørgsmål, og det er vigtigt, at det afspejles i den politiske debat,” udtaler Anneline Larsen.
Rapporten offentliggøres som et led i DUFs indsats under Folketingsvalget 2026, som også indeholder en liste med unge kandidater under 30 år og lanceringen af ’Danmarks Unge Valgtest’.
Læs også
Om undersøgelsen
Analysen kortlægger unges holdning til fem af valgkampens hovedtemaer: Forbud mod sprøjtegift, formueskat, atomkraft, skat på arbejde og pension.
Undersøgelsen er gennemført af Voxmeter for DUF blandt 1.000 unge i alderen 18-29 år i perioden 6.-16. marts 2026.
Data er vægtet, så det er repræsentativt for danske unge i aldersgruppen 18-29 år.
Der er baggrundsvariable på blandt andet køn, alder, uddannelsesbaggrund, region og storkredse.