Her er den heldige kupon købt.
Det er blevet maj, og forårs-millionerne springer ud – ikke mindst i Randers Kommune, hvor der i weekenden blev vundet ikke bare en, men to skattefrie milliongevinster i Lotto.
Den første million, som blev vundet i den østjyske kommune, blev vundet af en heldig person, der havde spillet Lotto via sin mobiltelefon. Der var ingen yderligere gevinst på kuponen.
Den anden million landede også i Randers. Den blev vundet på en kupon, som en meget heldig person har købt i Føtex på Mariagervej. Heller ikke her var der yderligere gevinst på kuponen.
Hos Danske Spil har de endnu ikke snakket med vinderne, men der arbejdes på det. Den første bliver kontaktet direkte, mens det ikke er helt så enkelt med den anden: Fordi vinderen har købt sin kupon i en butik, så kender Danske Spil ikke identiteten på den anden, så her gælder det, at vinderen godt må tjekke sin kupon, og så selv henvende sig til Danske Spil, så den store gevinst kan blive udbetalt.
“Det er blevet en dejlig vane, at vi hver uge kan ønske to nye danskere tillykke med milliongevinster. Den slags vaner bliver vi aldrig trætte af i Danske Spil,” siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil, der står bag Lotto og Eurojackpot.
Lotto, vindertal, 2. maj
1, 13, 14, 17, 18, 23, 35
Lotto, tillægstal, 2. maj
33