Forside Udland USA vil hverken be- eller afkræfte bizart rygte: Har de...

USA vil hverken be- eller afkræfte bizart rygte: Har de kamikaze delfiner?

Pete Hegseth / Donald Trump
Joey Sussman / Shutterstock

Rygtet lyder i forvejen absurd – men alligevel vil USA ikke komme med et svar.

Alle kneb gælder formentlig i krig – men et nyt rygte er alligevel på grænsen til bizart.

Under et pressemøde blev USA’s forsvarsminister Pete Hegseth spurgt ind til historier om, at Iran skulle overveje at bruge trænede delfiner i militære angreb.

Forsvarsministeren afviste rygterne med en bemærkning, der hurtigt har fået opmærksomhed.

“Det er stadig et ret lavt konfliktniveau lige nu, og jeg kan hverken be- eller afkræfte, om vi har kamikaze-delfiner – men jeg kan bekræfte, at de ikke har,” sagde Pete Hegseth.

Også den øverste militære ledelse kommenterede spørgsmålet med en reference til populærkultur.

“Jeg har ikke hørt om kamikaze-delfiner, det lyder som hajer med laserstråler, ikke?” sagde general Dan Caine med henvisning til filmen Austin Powers.

Historiske paralleller

Baggrunden for spørgsmålet skal findes i ældre militære programmer. Under Den Kolde Krig arbejdede Sovjetunionen med at træne delfiner til at opspore og angribe fjendtlige mål under vand.

Rapporter har peget på, at dyr blandt andet kunne udstyres med miner eller bruges mod dykkere og skibe. Projekterne blev senere opgivet, blandt andet af økonomiske årsager.

Spekulationerne er nu genopstået i forbindelse med konflikten i Hormuzstrædet, hvor skibstrafikken er under pres.

Samtidig med afvisningen af rygterne præsenterede USA en ny indsats med navnet “Project Freedom”. Formålet er at sikre passage for handelsskibe gennem det smalle stræde.

Operationen adskiller sig ifølge USA fra øvrige militære aktiviteter i regionen og beskrives som midlertidig og defensiv.

“Lige nu holder våbenhvilen bestemt, men vi kommer til at holde meget, meget nøje øje,” sagde Pete Hegseth.

Han understregede samtidig, at indsatsen skal bidrage til at genoprette normal skibstrafik.

“For at sige det ligeud: Denne operation er adskilt fra Operation Epic Fury. ‘Project Freedom’ er defensiv af natur, afgrænset i omfang og midlertidig i varighed, med ét formål: at beskytte uskyldig handelsskibsfart mod iransk aggression,” sagde Pete Hegseth.

Baggrunden for operationen er fortsatte spændinger i Hormuzstrædet, som er en central rute for transport af olie og gas. Begrænsninger i trafikken har allerede haft effekt på energipriser globalt.

Ads by MGDK