Forside Nyheder DR-deltager åbner op om familietragedie: Hjemsøges stadig af skriget

DR-deltager åbner op om familietragedie: Hjemsøges stadig af skriget

DR logo på facade af bygning
Roland Magnusson / Shutterstock.com

En frygtelig ulykke i 1975 forandrede det unge pars liv for altid – og nu fortæller manden historien, han aldrig har kunnet glemme.

I 1975 modtog Palle Laursen et telefonopkald på sit arbejde, der skulle vise sig at forandre hans liv uigenkaldeligt. Han hastede til Rigshospitalet, hvor en læge meddelte ham, at parrets halvanden år gamle søn Johnny ikke havde overlevet et fald fra anden sal.

“Jeg var i chok, da jeg kom på hospitalet. Og så sagde lægen, at vores søn desværre ikke overlevede. Det skulle jeg så tage hjem og fortælle min kone,” siger Palle Laursen, der er aktuel i DR-programmet ‘Hotel Romantik’, til B.T.

Sendt hjem uden hjælp

Hans kone Inge var ved ankomsten til hospitalet i så dyb chok, at hun fik beroligende medicin af personalet.

Palle blev bedt om at vente med at overbringe nyheden om sønnens død, til hun var mere ved sig selv. Det skrig, han hørte fra Inge, da han fortalte hende sandheden, har aldrig forladt ham.

Og hvad der i dag ville være utænkeligt, var dengang helt normal praksis: Parret blev sendt hjem uden tilbud om psykologhjælp eller professionel støtte.

“Det er utilgiveligt, og det har jeg tænkt over mange gange. Jeg er meget overrasket over, at jeg ikke tiltede totalt,” siger Palle Laursen.

Et liv præget af tab og frygt

Parret flyttede kort efter fra København til Frederikshavn, hvor Inges familie boede, og Johnny blev begravet.

Da Inge blev gravid igen, var frygten for endnu et tab konstant til stede hos Palle, hvorfor han overvågede sin kone om natten for at sikre sig, at hun trak vejret.

Sønnen Thomas kom til verden i 1976 og bragte dem stor glæde, men også en næsten overvældende beskyttelsestrang.

Parforholdet led under sorgen og et hverdagsliv, der drejede sig om alt andet end hinanden. Fem år efter Thomas’ fødsel gik de fra hinanden, men de forblev nære venner.

“Jeg arbejdede meget, og for mig var det bedste at glemme, og det fortryder jeg i dag,” siger Palle Laursen.

Ads by MGDK