Forside Udland Joe Biden i flæsket på Trump: Det er åbenlys korruption

Joe Biden i flæsket på Trump: Det er åbenlys korruption

Joe Biden
Gints Ivuskans / Shutterstock

Den tidligere præsident Joe Biden gik til angreb på Donald Trump i et opgør ved demokratisk arrangement i Maryland.

Den tidligere amerikanske præsident Joe Biden rettede natten til søndag et skarpt verbalt angreb mod Donald Trump.

Det skete ifølge B.T. ved demokraternes arrangement ‘Fight Back & Win Gala’ i Maryland.

I løbet af en tale på cirka ti minutter beskyldte Biden blandt andet Trump og hans administration for gennemgribende korruption.

Beskyldninger om korruption

“Det er en fræk, åbenlys korruption. Korruption i et omfang, som vi aldrig har set før. Trump har tjent milliarder af dollar, siden han flyttede ind i Det Hvide Hus. Det er simpelthen opsigtsvækkende,” sagde Biden.

Biden har sjældent kommenteret Trumps præsidentskab siden sin egen afgang fra posten, men natten til søndag virkede han bestemt ikke til at holde noget tilbage.

Biden gav desuden udtryk for, at en del amerikanere mener, at landets økonomi stod stærkere under hans ledelse end under Trumps nuværende præsidentskab.

Kritik af projekter

Biden gik også i rette med de mange bygge- og renoveringsprojekter, som Trump har sat i gang i sin tid som præsident, og hævdede, at de bidrager til at svække USA’s omdømme internationalt.

“Det handler ikke bare om nedrivningen af østfløjen af Det Hvide Hus. Det er også, at han (Donald Trump, red.) har sat sit navn på Kennedy-centret, at han vil bygge en triumfbue til ære for sig selv, samt at han har hyret sin egen pool-fyr for at fixe ‘Reflecting Pool’,” sagde Biden.

Han afsluttede desuden sin tale med at kalde Trump for ‘en taber’.

Ads by MGDK