Forside Underholdning Kendis langer ud efter TV 2: Man falder mellem to...

Kendis langer ud efter TV 2: Man falder mellem to stole

TV2
Shutterstock

Oh Land kritiserer TV 2 for at svigte kontraktansatte, når alvorlig sygdom rammer familien.

For en måned siden præsenterede TV 2 på LinkedIn et initiativ, der har fået navnet ‘Når fundamentet skrider’.

Ordningen skal hjælpe ansatte, der bliver ramt af f.eks. alvorlig sygdom, psykiske kriser eller dødsfald.

Kanalen understregede samtidig, at ingen ansatte skulle tvivle på arbejdspladsens vilje til at støtte dem.

Faldt mellem to stole

Men sangerinden Oh Land, hvis borgerlige navn er Nanna Øland Fabricius, oplevede dog ikke selv at blive grebet af TV 2.

Da hendes nyfødte datter fik konstateret kræft, trak hun sig fra ‘X Factor’. Da hun senere ville gøre comeback, fik hun afslag fra kanalen. Oh Land slår nu fast, at der er et hul i systemet for netop kontraktansatte.

“Det er blevet tydeligt for mig, at man som kontraktansat kan falde mellem to stole, når krisen rammer. Jeg ser et hul, når det altså ikke er en selv, der er kritisk syg, men i dette tilfælde var min nyfødte datter,” udtaler hun ifølge B.T. til Radio IIII-programmet ‘Det, vi taler om’.

Hun fremhæver, at en krise ikke levner plads til at lægge planer. I sådan en situation har man ifølge sangeren først og fremmest brug for at blive samlet op.

TV 2 afviser sammenhæng

TV 2’s People & Culture-direktør, Lars Novrup, afviser i podcasten enhver forbindelse mellem initiativet og sagen om Oh Land.

Han forklarer, at hans ansvar gælder de fastansatte hos TV 2, mens folk hos produktionsselskaberne må gå i dialog med deres egen arbejdsgiver.

Oh Land var tilknyttet ‘X Factor’ via produktionsselskabet Blu og altså ikke fastansat hos TV 2. Ifølge hende viser sagen dog, at den type ansættelser kan efterlade kriseramte mennesker uden en klar ansvarlig.

“Hvis der ikke findes et juridisk ansvar for mennesker i den situation, så synes jeg, det er noget, vi som samfund må se nærmere på. For et moralsk ansvar alene er ikke noget, man kan tage for givet,” siger hun i podcasten.

Ads by MGDK