Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj hævder, at titusinder af nordkoreanske soldater snart sendes til fronten.
Soldater fra Nordkorea har tidligere kæmpet på russisk side i krigen i Ukraine, og det kan komme til at ske igen.
Det lyder nemlig, at flere tusinde nordkoreanske soldater skulle være på vej mod kamphandlingerne.
Det er en påstand, der ifølge B.T. kommer direkte fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et indlæg på X.
Zelenskyj advarer
“Rusland ønsker at modtage yderligere 30.000 soldater fra Nordkorea. Siden juni har der været gang i forberedelserne i den russiske region Voronezj med henblik på at modtage dem,” lyder det i opslaget.
Den ukrainske præsident hævder desuden, at Nordkorea har i sinde at forsyne Rusland med flere affyringsramper til ballistiske missiler.
Udmeldingen kommer kun en uge efter, at Nordkoreas udenrigsminister, Choe Son Hui, aflagde besøg i den russiske hovedstad, Moskva.
Ifølge nyhedsbureauet AFP holdt hun under opholdet et møde med sin russiske kollega, Sergej Lavrov.
De to talte blandt andet om den forsvarsaftale, som landene underskrev i 2024. Det oplyste det russiske udenrigsministerium selv i en meddelelse efter mødet.
Talte også med Putin
Choe Son Hui talte desuden med præsident Vladimir Putin, der udtrykte en stor tak til Nordkorea for landets opbakning i krigen mod Ukraine.
Hverken Moskva eller Pyongyang har efter mødet bekræftet, at der skulle være blevet indgået en aftale mellem de tol lande om at sende endnu flere nordkoreanske soldater af sted.
Det vil naturligvis også sige, at ingen af de to lande har forholdt sig til beskyldningen fra Zelenskyj.