Forside Udland Drone af ukrainsk type eksploderede nær rørledning i Bulgarien: Nu...

Drone af ukrainsk type eksploderede nær rørledning i Bulgarien: Nu indkaldes de til møde

Drone af ukrainsk type eksploderede nær rørledning i Bulgarien: Nu indkaldes de til møde
Anelo/shutterstock.com

En drone af ukrainsk type sprang i luften tæt på den strategiske Trans-Balkan-gasledning ved grænsen mellem Bulgarien og Rumænien.

Ukraine afviste lørdag at have rettet et angreb mod Bulgarien, efter at en drone eksploderede i nærheden af den vigtige Trans-Balkan-gasledning nær den rumænske grænse.

Rørledningen forbinder Tyrkiet med Ukraine, og dronen fløj ind i bulgarsk luftrum fra Rumænien, inden den sprang i luften omkring 1.000 meter fra ledningen.

Ifølge Bulgariens forsvarsministerium var der tale om en type drone, som ukrainske styrker ofte anvender. Det skriver euronews.

Landets udenrigsminister har derfor indkaldt den ukrainske ambassadør til et møde mandag, oplyser ministerens kontor.

Ukraine afviser 

Kyiv har i denne forbindelse oplyst, at man er i tæt dialog med de bulgarske myndigheder for at få klarhed over, hvad der skete.

Episoden er blot det seneste tilfælde, hvor en drone er kommet ind i NATO-luftrum som følge af Ukraines kamp imod Ruslands invasion.

“Vi kan med sikkerhed sige, at Ukraines væbnede styrker ikke bevidst rettede noget materiel mod Bulgarien,” sagde talsmand for det ukrainske udenrigsministerium Georgiy Tykhyi og pegede på den russiske invasion som årsag.

Ingen kom til skade ved eksplosionen, men Bulgariens premierminister, Rumen Radev, har været ude at beskrive mængden af sprængstof som betydelig.

Efter at have undersøgt vragresterne meddelte det bulgarske forsvarsministerium dog, at intet på nuværende tidspunkt tyder på, at hændelsen var tilsigtet.

Fundet på solsikkemark

Dronen endte ifølge Radev med at styrte ned på en mark med solsikker. Rumænsk grænsepoliti registrerede først lyden fra dronen, hvorefter en bulgarsk patrulje bemærkede et kraftigt brag og sort røg.

“Én ting er sikker: Dronen bar en betydelig mængde sprængstof, eftersom den kunne høres på afstand og frembragte så meget sort røg,” sagde han efter et hastemøde i regeringens sikkerhedsråd.

Ingen af de to nabolande havde opdaget dronen på forhånd, tilføjede premierministeren.

Sådanne hændelser er på det seneste blevet stadig hyppigere i flere af de østeuropæiske NATO-lande, der støtter Ukraine.

Rumænien har oplevet gentagne droner i deres luftrum siden begyndelsen af Ruslands invasion i 2022 og udviste sidst i juli en ansat ved den russiske ambassade som direkte konsekvens af dette.

Ads by MGDK