Glem turistmylder og overfyldte strande. En lille ferieø er for alvor kommet på turisternes radar.
Sol, gyldent sand og turkisblåt vand.
Det lyder måske som opskriften på en ferie på De Kanariske Øer, men flere turister har fået øjnene op for et langt mindre kendt alternativ.
Den lille portugisiske ø Porto Santo ligger tæt på Madeira og er for alvor begyndt at tiltrække opmærksomhed blandt rejsende.
Her bor blot omkring 5.000 mennesker, og tempoet er noget anderledes end på flere af Europas mest populære feriedestinationer.
Samtidig lokker øen med en næsten ni kilometer lang gylden sandstrand og masser af muligheder for at smide hverdagens stress langt væk.
Interessen eksploderer
Porto Santo har længe stået i skyggen af sin langt mere kendte nabo Madeira.
Det er dog ved at ændre sig.
Ifølge Expedia er interessen for den lille ferieø steget med hele 85 procent det seneste år.
Det har sikret Porto Santo en plads på rejsegigantens liste over øer, der for alvor er værd at holde øje med i 2026.
Alligevel er der fortsat langt færre turister end på de klassiske ferieøer.
Omkring 50.000 besøgende finder årligt vej til Porto Santo. Til sammenligning modtager Madeira omkring 2,2 millioner besøgende, mens Tenerife får omkring syv millioner.
Det skriver Mirror.
Kilometerlang sandstrand
Det helt store trækplaster er svært at overse.
Langs størstedelen af øens sydkyst strækker en 8,8 kilometer lang, næsten sammenhængende sandstrand sig med gyldent sand og klart vand.
Det adskiller Porto Santo markant fra Madeira, hvor kysten mange steder består af klipper og vulkanske småsten.
Vandet omkring Porto Santo beskrives samtidig som klart og roligt og egner sig både til en almindelig svømmetur og aktiviteter som windsurfing, kitesurfing og dykning.
Langt fra turistmylderet
Netop roen er en væsentlig del af øens voksende popularitet.
Mens mange af Europas klassiske solferiedestinationer hvert år fyldes med millioner af gæster, markedsføres Porto Santo som et sted for rejsende, der ønsker et langsommere tempo, varme og strand uden samme menneskemylder.
Fra Madeira tager turen til øen omkring to en halv time med færge fra Funchal.
Porto Santo er altså ikke længere helt så hemmelig, som den har været.
Med en interesse, der på bare et år er steget med 85 procent, kan det meget vel være værd at få øen på radaren, før resten af feriegæsterne gør det samme.