Forside 112 15-årig pige mistede livet i lastbilulykke: Nu er der nyt...

15-årig pige mistede livet i lastbilulykke: Nu er der nyt om chaufføren

lastbil
Foto: Presse-fotos.dk.

Efter den tragiske ulykke, der kostede en 15-årig pige livet, kommer politiet nu med nye oplysninger om den involverede lastbilchauffør.

Der er kommet nye oplysninger om den 61-årige lastbilchauffør, der torsdag var involveret i den tragiske trafikulykke i Randers, hvor en 15-årig pige mistede livet.

Østjyllands Politi oplyser fredag, at undersøgelser viser, at chaufføren hverken havde alkohol eller narko i blodet.

Han er dog blevet sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt samt for uagtsomt manddrab.

Det fremgår af et uddrag af politiets døgnrapport.

Ramte 15-årig på cykel

Den alvorlige ulykke fandt sted torsdag eftermiddag i en rundkørsel på Hobrovej i Randers.

Her kom den 15-årige pige cyklende, da hun blev ramt af lastbilen.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 15.11, hvorefter flere patruljer rykkede ud. Også brandvæsen og ambulance blev sendt til stedet.

Trods redningsmandskabets indsats stod den 15-årige piges liv ikke til at redde.

Hendes pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.

Det skriver SE og HØR.

Chaufføren er blevet sigtet

Efter ulykken blev den 61-årige chauffør undersøgt for, om alkohol eller narkotika kunne have spillet en rolle.

Det var ifølge Østjyllands Politi ikke tilfældet.

Chaufføren er alligevel sigtet i forbindelse med den tragiske hændelse. Politiet mener, at han ikke overholdt sin vigepligt, og han er samtidig sigtet for uagtsomt manddrab.

En sigtelse er ikke det samme som, at chaufføren er fundet skyldig.

Bestemmelsen om uagtsomt manddrab kan ifølge Ritzau i den konkrete sammenhæng medføre bøde eller fængsel i op til fire måneder.

Ulykken bliver undersøgt

Politiet arbejder fortsat på at klarlægge præcis, hvordan ulykken kunne ske.

En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet, og undersøgelserne skal danne grundlag for en rapport om hændelsesforløbet.

Politiet har desuden afhørt vidner, der befandt sig på stedet, da ulykken skete.

Personer, der har været vidne til ulykken eller på anden måde er påvirket af hændelsen, henvises af politiet til Offerrådgivningen.

Ads by MGDK